Russerne presser på i det østlige Ukraine: 'Putins kødhakker' er igen på alles læber

Kampene foregår i området omkring Donetsk. Russerne presser ukrainerne, men det er ikke uden tabstal.

Ukrainsk soldat i udkanten af Chasiv Yar 19. april. Den by kommer vi formentlig til at tale mere om de næste par måneder, mener militæranalytiker. (Foto: © Thomas Peter, Ritzau Scanpix)

Mindst otte personer blev dræbt, da Rusland fredag affyrede en række missiler mod området i og omkring byen Dnipro i det sydøstlige Ukraine.

Samtidig blev flere byer i Sumy-provinsen i det nordvestlige Ukraine ramt af luftangreb. Her blev mindst 33 eksplosioner registreret, og fire personer i byen Bilopillia meldes såret, beretter Kyiv Independent.

Mens luftangrebene fortsætter, er kampene på slagmarken intensiveret længere syd på, og den ukrainske præsident Zelenskyj er fortsat på jagt efter bedre luftforsvarssystemer fra sine allierede.

Nærmere bestemt foregår der lige nu voldsomme kampe mellem russiske og ukrainske styrker langs den østlige frontlinje omkring industribyen Donetsk, og så er en af krigens mest omtalte byer igen på manges læber.

Bakhmut. Byen, der i månedsvis dannede ramme om så brutale kampe og med så mange dræbte, at området blev kaldt "Putins kødhakker".

- Russerne presser på over hele den østlige frontlinje i øjeblikket. Vi har ikke set den muddersæson, som der plejer at være på det her tidspunkt, siger Anders Puck Nielsen, militæranalytiker ved Forsvarsakademiet.

Ukrainsk soldat affyrer mortérgranat nær Bakhmut. Byen, der blev omdannet til krigszone, er igen på manges læber, efter at russerne i højere grad end tidligere er begyndt at presse på langs østfronten. (Foto: © Oleksandr Ratushniak, Ritzau Scanpix)

Russerne udnytter sommervejret

Normalt ville den ukrainske slagmark være mudret godt til lige nu, men vejret er både varmere og mere tørt, end det plejer, forklarer Anders Puck Nielsen.

Mens regn og mudder langt fra er soldatens bedste ven, skaber de varmere temperaturer og det udeblevne nedbør til gengæld gode forudsætninger for krig.

Rent lavpraktisk er det eksempelvis lettere at køre en kampvogn gennem tør jord end gennem mudder.

- Det er faktisk næsten sommervejr i øjeblikket, og det er noget, som russerne kan udnytte på et tidspunkt, hvor man egentlig havde regnet med, at tingene kunne gå lidt i stå, siger militæranalytikeren.

Ifølge ham rykker russerne disse dage frem med både pansrede køretøjer og kampvogne "i et omfang, som de ellers ikke har gjort i lang tid", men alligevel giver fremrykningen ikke konkrete resultater på slagmarken.

- Russerne har ikke formået at lave de store gennembrud, og ukrainerne er lykkedes med at tage mange af de pansrede køretøjer ud, siger Anders Puck Nielsen.

Videoen her er udleveret af det russiske forsvarsministerium. Den viser angiveligt russiske soldater i kamp i Chesiv Yar. DR kan ikke verificere oplysningerne:

En gammel kending og en ny

Det er langs det meste af den østlige frontlinje, at de russiske styrker lige nu presser på. Langs fronten ligger Bakhmut, men kampene udspiller sig også i andre byer som Druzjkivka, Konstantinova og Chasiv Yar.

Særligt er den sidstnævne by, Chasiv Yar, værd at holde øje med i den kommende tid, mener Puck Nielsen.

- Nu er det ved at være Chasiv Yar, der står til at være det store næste slag, og som vi formentlig kommer til at tale en del om i de kommende måneder, siger han.

Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, besøgte i går soldaterne ved Chasiv Yar. Her blev der givet håndtryk, men flere af soldaterne fik også taget selfies med præsidenten.

Byen ligger cirka15 kilometer vest for Bakhmut og havde før krigen omkring 12.000 indbyggere. Den er kendetegnet ved at ligge på en højderyg, og det kan ukrainerne indtil videre nyde fordelen af.

Det er nemlig lettere at være oppe i højderne og kæmpe "ned ad", mens russerne har besvær med at føre krig op mod Chasiv Yar.

- Men hvis det lykkes russerne at tage byen, vil det åbne op, fordi man kommer over bakken, siger Anders Puck Nielsen.

Dermed kan det blive lettere for de russiske styrker at fortsætte mod eksempelvis Druzjkivka og Konstantinova.