Vladimir Putin, den russiske præsident, fylder 65 år i dag.
Det markeres af oppositionsleder Aleksej Navalnijs støtter med protester over hele Rusland, hvor politiet har tilbageholdt over 100 deltagere.
I Moskva har flere end 1000 af Navalnijs støtter været samlet. Her blev enkelte pågrebet af betjente, men de blev ikke sigtet.
De var samlet på Pusjkin-pladsen, hvor de råbte:
"Rusland bliver frit" og "Rusland uden Putin".
Ifølge gruppen OVD-info, en ngo som registrerer politiets anholdelser, er 132 personer blevet tilbageholdt i 25 byer over hele landet.
I Sankt Petersborg, som er Putins hjemby, marcherede omkring 1500 politiske aktivister med bannere i røde og hvide farver på hovedgaden og råbte "Putin er en tyv".
Har stadig stor opbakning
Navalnij, som har arrangeret mange protester mod præsidenten, blev forleden idømt 20 dages fængsel. Den dom, som skyldes hans indkaldelser til offentlige møder, afsoner han i øjeblikket.
Putin ventes at genopstille ved præsidentvalget næste år. Han har domineret russisk politik i 18 år, siden han i 1999 blev premierminister første gang.
Som præsident nyder han fortsat stor opbakning i Rusland - hovedsageligt fra folk uden for de større byer.
Sværere ser det ud for Navalnij. Han håber at få chancen for at stille op. Men valgkommissionen i Rusland har afvist ønsket på grund af en betinget dom, som han er blevet idømt, og som han afviser som politisk motiveret.
Ifølge meningsmålinger vil Putin slå Navalnij klart. Oppositionslederen mener, at målingerne er ligegyldige, da ingen får mulighed for at udfordre Putin i den daglige politiske debat.
Lørdagens demonstrationer ser ud til at være mindre i omfang end tilsvarende protester i marts og juni i år.
Der var især mange unge mennesker blandt demonstranterne lørdag.
Der er præsidentvalg i Rusland 18. marts.
/ritzau/Reuters