Den russiske ambassade i London har sendt en anmodning til den britiske udenrigsminister, Boris Johnson.
Ambassaden anmoder om et møde for den russiske ambassadør i Storbritannien for at drøfte efterforskningen af giftangrebet på en tidligere russisk spion og hans datter i Salisbury, skriver nyhedsbureauet RIA ifølge Reuters.
- Vi håber på et konstruktivt svar fra britisk side, og vi forventer et sådant møde i den nærmeste fremtid, siger en talsmand for den russiske ambassade ifølge RIA.
Den tidligere russiske dobbeltspion Sergej Skripal og hans datter blev alvorligt syge, efter at de blev udsat for et nervegift i det sydlige England i sidste måned.
Fredag oplyste hospitalet, hvor de bliver behandlet, at Sergej Skripal ikke længere er i kritisk tilstand. Datteren "vågnede for mere end en uge siden".
/ritzau/Reuters