Den russiske udenrigsminister Sergej Lavrov siger, at Rusland har meddelt Ukraine, at man har til hensigt at sende endnu en humanitær konvoj til Ukraine.
Det sker ugen efter, at Moskva sendte sin første sending nødhjælp af sted. Det skete uden officiel tilladelse. En handling, der blev kritiseret af Vesten og Ukraine, der vurderer, at russerne bruger konvojen til at sende militære forsyninger til de prorussiske oprørere i det østlige Ukraine.
- Den humanitære situation bliver ikke forbedret. Den forværres. Vi ønsker at indgå en aftale om betingelserne for at sende endnu en konvoj af sted på den samme rute i de kommende dage, siger Sergej Lavrov på et pressemøde.
200 lastbiler holdt stille
I fredags krydsede i alt 70 russiske lastbiler med nødhjælp grænsen til Ukraine.
I over en uge har over 200 lastbiler med nødhjælp holdt stille på den russiske side af grænsen, mens Rusland og Ukraine har skændtes om betingelserne for at sende de hvidmalede køretøjer ind.
/ritzau/Reuters