Rusland vil brænde ost og svin fra EU for at stoppe import

Et dekret, der skal bremse fødevarer fra EU i at komme ind i Rusland, træder i kraft torsdag.

Et nyt dekret træder i kraft torsdag i Rusland, der vil destruere fødevarer, som importeres fra EU trods et forbud. (Foto: © IRIS, (c) Scanpix)

Selvom Rusland har forbudt importen af en lang række vestlige fødevarer, så kommer frugt, mælkeprodukter og kød fra udlandet forsat ind i landet på ulovlig vis.

Men med et præsidentielt dekret, som træder i kraft i dag, forsøger Ruslands regering at sætte en stopper for de store mængder af ulovligt importerede fødevarer.

Ifølge dekretet skal alle fødevarer, der er omfattet af embargoen, destrueres - og det skal helst allerede ske ved grænsen.

Danmark også ramt

Importforbuddet gælder landbrugsprodukter og andre fødevarer fra lande, der har indført sanktioner mod Rusland i forlængelse af krisen i Ukraine. Danmark er som medlem af EU et af de lande, der er blevet ramt.

Eksporten af især kød og mælk til Rusland har ramt dansk landbrug hårdt.

Det er ventet, at den første mængde produkter bliver destrueret torsdag i Orenburg og Sankt Petersborg.

- Op til 20 ton ost kan blive tilintetgjort i Orenburg, og svinekød vil blive ødelagt i Sankt Petersborg, siger talskvinde for de russiske fødevaremyndigheder Julia Melano ifølge nyhedsbureauet Tass.

Hun oplyser, at nektariner, der fylder tre lastbiler, også vil blive destrueret snarest.

Et halvt år endnu

Frugt og grønt vil blive kørt på lossepladsen, mens kød- og mælkeprodukter vil blive brændt på grund af risikoen for smitsomme sygdomme.

Myndighederne hævder, at mængden af udenlandske fødevarer indført trods forbuddet er faldet med 90 procent i Rusland, efter at præsident Vladimir Putin underskrev loven for en uge siden.

I juni meddelte Rusland, at der i yderligere et halvt år vil være importforbud på en række fødevarer fra EU-landene.

Det skete som en reaktion på, at EU har forlænget de sanktioner mod Rusland, som blev indført på grund af konflikten i Ukraine.

/ritzau/Tass