Rusland lover ifølge flere medier, herunder AP, en dusør på 50 millioner dollar (350 millioner kroner) for informationer om de personer, som placerede en bombe om bord i et russisk passagerfly, som styrtede ned i Sinai den 31. oktober.
Alle 224 passagerer omkom.
Ruslands præsident, Vladimir Putin, har tirsdag fastslået, at det var et terrorangreb, som forårsagede flystyrtet. Rusland har ellers tøvet med at melde noget ud, selvom jihadistgruppen Islamisk Stat hurtigt tog ansvaret for angrebet.
- Mordene på vores folk i Sinai er blandt de mest blodige forbrydelser i antal af ofre. Vi vil ikke tørre tårerne bort fra vores sjæl og hjerter.
- Dette vil være en del af os for altid, men det vil ikke stoppe os i at finde og straffe forbryderne, siger han.
Det er den russiske efterretningstjeneste, FSB, der siger, at der er fundet spor efter sprængstof i det nedstyrtede fly. Efterfølgende har præsident Putin fastslået, at russiske kampfly vil intensivere sine angreb mod Islamisk Stat i Syrien.
/ritzau/