De tætte allierede Rusland og Belarus har i dag underskrevet en aftale om, at Rusland kan placere taktiske atomvåben i Belarus.
Det skriver det statsejede russiske nyhedsbureau Tass ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Ruslands forsvarsminister, Sergej Sjojgu, siger desuden, at Vesten står bag en "ikke-erklæret krig" mod Rusland og Belarus. Det skriver russiske medier.
I marts blev de to lande enige om, at der kunne placeres atomvåben i Belarus på landets præsidents opfordring. Først nu har forsvarsministrene fra Rusland og Belarus underskrevet et dokument, der bekræfter aftalen.
Tilbage i marts udtalte en række eksperter, at en sådan aftale var ventet, og at det vil overraske, hvis Ruslands præsident, Vladimir Putin, faktisk gør brug af de atomvåben, der kan placeres i Belarus.
Ifølge Flemming Splidsboel, der er seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier, er det mest opsigtsvækkende ikke selve aftalen og placeringen af våbnene.
Det er derimod signalet om, at Belarus og landets præsident, Alexandr Lukasjenko, endnu en gang bliver trukket tættere på Rusland og Putin. Det fortalte han til DR Nyheder i marts.
- Lukasjenko tillader det her, fordi han ikke har noget valg. Uden russisk støtte ville han ikke sidde i præsidentpaladset i Minsk, og det ved han godt, siger Flemming Splidsboel.
Ruslands taktiske atomvåben
Taktiske atomvåben er en mindre type atomvåben, som bruges til specifikke, strategiske mål snarere end for eksempel at ødelægge eller udslette én stor by.
De taktiske atomvåben kan både være missiler, torpedoer eller ustyrede bomber, der kan affyres fra vandet, luften eller jorden.
Ifølge nyhedsbureauet Reuters ved de færreste, præcis hvor mange taktiske atomvåben Rusland har, fordi det er et område, der historisk er blevet holdt hemmeligt - et levn fra den kolde krig.
Peter Viggo Jakobsen, der er lektor ved Forsvarsakademiet, var som Flemming Splidsboel heller ikke overrasket over aftalen, da den blev annonceret. Og han er heller ikke bekymret.
- Der er ingen grund til at blive bange for det her. Det er en proces, der har været i gang længe, sagde han til DR Nyheder i marts, da Rusland og Belarus indgik aftalen, som de i dag har underskrevet.
Dengang sagde Peter Viggo Jakobsen også, at trusselsbilledet ikke ændrer sig synderligt med aftalen.
- Det er en markering, og Putin sender et afskrækkende signal til Nato og til Ukraine. Og så viser han, at han har et godt og tæt samarbejde med Belarus.