Tre tyrkiske soldater er ved et uheld blevet dræbt ved et russisk luftangreb, mens 11 andre er blevet såret, oplyser det tyrkiske militær.
- Den russiske præsident, Vladimir Putin, har udtrykt sorg over hændelsen til den tyrkiske leder, præsident Recep Tayyip Erdogan, oplyser militæret videre.
Rusland og Tyrkiet havde kort forinden indgået en aftale om at optrappe et militært samarbejde i Syrien.
En talsmand for den russiske præsident siger, at Putin og Erdogan talte i telefon tidligere torsdag, hvor de enedes om at koordinere angreb mod Islamisk Stat.
- Der blev indgået aftale om mere militær koordinering under konflikten i Syrien i kampen mod Islamisk Stat, siger den russiske talsmand.
Fem tyrkiske soldater blev torsdag dræbt i kampe med Islamisk Stat nær byen al-Bab i det nordlige Syrien. Ti andre er såret, skriver det tyrkiske nyhedsbureau Dogan ifølge Reuters.
Tyrkiet hævder have "neutraliseret" en række krigere fra Islamisk Stat i de seneste døgn.
I weekenden anholdt tyrkisk politi over 400 formodede tilhængere af IS i en række byer.
Sagen kort
- •
Tyrkiet har igennem flere måneder forsøgt at påvirke konflikten i nabolandet Syrien ved at støtte de syriske oprørere i grænseregionen i kampen mod IS.
- •
Derudover har Tyrkiet også slået hårdt ned på, hvad myndighederne betegner som tilhængere af Islamisk Stat inden for landets egne grænser.
- •
Mindst 66 tyrkiske soldater er ifølge Reuters blevet dræbt under kampe i Syrien, siden tyrkerne gik ind i det krigshærgede land i august sidste år.
/ritzau/Reuters