Rusland fandt amerikansk missil i Syrien - nu vil de nærstudere det

Syriens militær har fundet flere amerikanske missiler i Syrien, som er sendt til Rusland.

Flere amerikanske missiler landede 14. april i Syrien uden at eksplodere, og nu vil Rusland studere dem nærmere for at forbedre egne våben. (Foto: © REUTERS/Maxim Shemetov Scanpix, KNUT UTLER / HANDOUT)

Et amerikansk krydsermissil af typen Tomahawk, som USA smed ned over Syrien i april, men som ikke eksploderede, vil blive undersøgt af Rusland, siger den russiske general Sergej Rudskoj.

Tomahawk-missilet og et andet præcisionsmissil er fragtet til Moskva, fortæller generalen, som fremviser billeder af våbnene.

- Resultatet af det arbejde vil blive brugt til at forbedre russiske våben, siger Rudskoj.

Missilerne blev skudt ind over Syrien i forbindelse med et lynangreb 14. april, som Rusland og Iran har fordømt.

- Nogle af disse missiler ramte ikke de planlagte mål - tilsyneladende på grund af tekniske svigt. Det medførte en risiko for ødelæggelser af civile bygninger og for civile ofre, siger Sergej Rudskoj.

Fundet og fløjet til Moskva

Tidligere har en kilde i det russiske forsvarsministerium sagt, at to krydsermissiler blev fundet af Syriens militær. De blev overgivet til russerne 17. april. De blev ifølge kilden fragtet med fly til Moskva 18. april.

Den amerikanske præsident, Donald Trump, sagde før angrebet, at man ville benytte "intelligente" missiler.

Der blev ifølge Ruslands militær affyret 103 krydsermissiler under angrebet, der var en umiddelbar reaktion på et formodet angreb med giftgas i byen Douma, der ligger i udkanten af Syriens hovedstad, Damaskus.

Målet for angrebet var formodede lagre med kemiske våben.

/ritzau/Tass