Rusland er skuffet over at Obama aflyser møde med Putin

Asyl til amerikansk efterretningsmand forpurrer et møde mellem lederne i Rusland og USA.

Vladimir Putin får ikke lejlighed til at mødes med Obama i Moskva alligevel. (Foto: © ALEXEY NIKOLSKY, Scanpix)

Rusland er skuffet over, at USAs præsident, Barack Obama, har aflyst et møde med præsident Vladimir Putin i Moskva.

Det siger Putins udenrigspolitiske rådgiver, Jurij Usjakov.

Han konstaterer, at det aflyste besøg i starten af september skyldes, at Rusland har besluttet at give den afhoppede amerikanske efterretningsmand Edward Snowden midlertidigt asyl.

Usjakov mener, at det viser, at USA ikke er klar til at acceptere et forhold på lige fod mellem de to lande.

Skuffelse over Snowden-sagen

Det Hvide Hus gav beskeden om det aflyste besøg tidligere onsdag eftermiddag.

Mødet var forventet i forbindelse med et G20-topmøde i Skt. Petersborg i næste måned.

Talsmanden for Det Hvide Hus, Jay Carney, forklarer, at det er mangel på fremskridt inden for en række emner og skuffelse over den russiske håndtering af Snowden-sagen, der er årsagen til, at mødet aflyses.

Han nævner uenighed om våbenkontrol, handel og menneskerettigheder som områder, hvor parterne ikke er kommet hinanden nærmere.

Står over for anklage om spionage

Rusland har nægtet at efterkomme det amerikanske krav om at få Snowden udleveret.

Den afhoppede efterretningsmand har afsløret, at USA står bag aflytning og dataindsamling i USA og resten af verden i et omfang, der er kommet som en stor overraskelse for mange.

Det er foretaget af det centrale efterretningsorgan NSA.

USA vil anklage Snowden for spionage.

Det aflyste møde i Moskva betyder, at Obama i stedet vil besøge Sverige den 4. og 5. september, bekræfter den svenske regering.

Men den amerikanske præsident ventes fortsat at deltage i G20-topmødet i Skt. Petersborg.

/ritzau/AFP