Rusland beskylder Ukraine for angreb på russisk by

Rusland ønsker at skræmme sin befolkning og retfærdiggøre angrebet mod et andet land, siger Zelenskyj-rådgiver.

Præsident Putin siger, at der har været "en terrorhandling" på russisk jord. (Foto: © Mikhail Metzel, Associated Press)

"Ukrainske militante" skal angiveligt være gået ind i Brjansk-regionen i Rusland.

Det siger Kremls talsmand, Dmitrij Peskov, ifølge de statskontrollerede russiske medier RIA og Tass.

- Vi taler om et terrorangreb. Der er nu grebet til midler for at uskadeliggøre disse terrorister, siger han.

Regionens guvernør, Alexander Bogomaz, siger ifølge Reuters, at en person skulle være dræbt.

- Sabotører skød mod en bil, der kom kørende. Som et resultat af angrebet blev en indbygger dræbt, og et 10-årigt barn blev såret, siger han på Telegram, beretter nyhedsbureauet.

Brjansk-regionen grænser op til det nordlige Ukraine. (Foto: © Kort: Google. Grafik: Morten Fogde Christensen)

Den russiske præsident Putin siger her til eftermiddag, at en ukrainsk sabotagegruppe har skudt mod civile i dag i forbindelse med "en terrorhandling" på russiske territorium.

Tidligere i dag lød meldingen fra den russiske sikkerhedstjeneste, FSB, at man var ved at nedkæmpe "ukrainske nationalister", der havde krydset landegrænsen.

Her til eftermiddag siger FSB ifølge RIA, at situationen i Brjansk-regionen er "under kontrol".

DR kan ikke bekræfte oplysningerne.

Mange ubesvarede spørgsmål

Fra ukrainsk side kalder præsident Zelenskyjs toprådgiver, Mykhajlo Podoljak, meldingen for "en klassisk, bevidst provokation".

- Historien om en ukrainsk sabotagegruppe i Rusland er en klassisk, bevidst provokation. Rusland ønsker at skræmme sin befolkning og retfærdiggøre angrebet mod et andet land og den voksende fattigdom efter et års krig, skriver Podoljak blandt andet.

(© Screenshot fra Twitter)

Situationen bliver ikke mindre mudret af en video, der cirkulerer på sociale medier, hvor en gruppe bevæbnede mænd hævder, at de har krydset grænsen ind i Rusland. For her siger mændene, at de er medlemmer af et russisk korps af frivillige.

I videoen, som DR ikke kan verificere, siger de ydermere, at de ikke går efter civile, og at det er på tide, at russiske borgere gør oprør.

Mediet Financial Times har identificeret den ene mand som en prominent højreorienteret russisk-født fodboldhooligan. Hans gruppe hævder at bestå at russiske frivillige, som er en del af de ukrainske væbnede styrker, men det har Ukraine aldrig bekræftet.

Over for Financial Times afviser Kyiv ligeledes, at man er involveret i dagens hændelser.

Andrij Jusov, talsmand hos Ukraines militære efterretningstjeneste, siger i dag, at der er tale om et internt russisk opgør, der kommer som et direkte resultat af den russiske invasion af Ukraine.

- Det her viser, at indbyggerne i Rusland er villige til at kæmpe for at befri deres land fra diktatur, siger han til Financial Times. Han tilføjer, at de væbnede russiske mænd ikke er trænet af - eller en del af - det ukrainske militær.

Tre narrativer på sociale medier

Lige nu er der tre narrativer på sociale medier og russiske medier, som vi hverken kan be- eller afkræfte, fortæller Yevgeniy Golovchenko, som er adjunkt ved Institut for Statskundskab og SODAS på Københavns Universitet. 

Ifølge russiske statsmedier har “ukrainske militante” udført en terroraktion, og åbnet ild på civile i Brjansk-regionen i Rusland.

- På russiske medier er der forskellige udmeldinger om detaljerne, fortæller Yevgeniy Golovchenko.

- Der er en historie om en dreng, der blev skudt. Derudover er der en historie om et gidsel, der senere blev løsladt, siger han.

Det andet narrativ kommer fra ukrainsk side og hænger sammen med Mykhajlo Podoljaks melding om, at der er tale om en "en klassisk, bevidst provokation".

Podoljak peger i retning af, at er der tale om en russisk iscenesættelse af en aktion, således at russerne senere kan bruge situationen til at stramme op for krigen og en eventuel mobilisering, siger Yevgeniy Golovchenko. Zelenskyj-rådgiveren lufter også ideen om, at det kan være en russisk modstandsbevægelse, der står bag.

Det sidste narrativ er det mest usikre, men som også er det, der bliver delt mest på sociale medier lige nu, siger Yevgeniy Golovchenko.

Det handler om, at der skulle være en bevæbnet gruppe af russere, ved navn The Russian Volunteer Corps, der står bag et angreb. Det hænger sammen med den føromtalte video med de bevæbnede mænd.

Det tidligere russiske parlamentsmedlem, Ilya Ponomarev, skriver på sin Telegram-profil, at han har været i kontakt med en person fra gruppen, og at personen bekræfter, at det er bevægelsen der står bag. 

Forvirring kan være hele pointen

Det er altså forvirrende, og det ene scenarie udelukker ikke nødvendigvis det andet.

- Men måske er forvirringen hele pointen med situationen, siger Yevgeniy Golovchenko. 

For krigen i Ukraine bliver ikke kun ført på jorden, men også på sociale medier, og hér kan man genbruge nogle af de samme taktikker. En klassisk tilgang til krig er at skabe forvirring om, hvem der er fjende og ven, og hvornår der er aktive kampe.

Skulle det være tilfældet, ville det ikke være første gang, at taktikken bliver brugt fra russisk side. Forvirring kan nemlig være et vigtigt værktøj, som Putin senere kan bruge til russisk propaganda, lyder det fra Yevgeniy Golovchenko.

- Uanset hvem der står bag angrebet så vil Putin bruge begivenheden i et forsøg på at legitimere krigen, siger han.

Artiklen er opdateret med en præcisering af, at der er tale om meldinger om, at en dreng er blevet skudt. Før fremgik det, at han skulle være taget som gidsel og senere løsladt.