Rumænien forbyder Triers sex-film

Myndighederne i Rumænien forbyder offentlige visninger af Lars von Triers film Nymphomaniac Vol. II.

'Nymphomaniac' handler om den kvindelige nymfoman Joe (Charlotte Gainsborug) og hendes erotiske møder, som hun fortæller om til en ældre mand (Stellan Skarsgaard). også Shia LaBeouf, Willem Dafoe, Christian Slater og Uma Thurman har en rolle i filmen. (Foto: © pr-foto, Zentropa/Nymphomaniac)

Rumænske filmelskere får ikke lejlighed til at se den danske instruktør Lars von Triers seneste værk i den lokale biograf.

Myndighederne har nemlig besluttet at forbyde filmen Nymphomaniac Vol. II.

Oplysningerne kommer fra Antoine Bagnaninchi, direktør for selskabet Independenta Film, der ellers skulle stå for filmens salg til de rumænske biografer.

Direktøren siger til det tyske nyhedsbureau dpa, at censurmyndighederne i Bukarest, Rumæniens hovedstad, ikke har givet nogen begrundelse for, at rumænerne ikke må se Triers film om nymfomanen.

Eneste land i Europa med forbud

Men filmdirektøren siger, at hans selskab vil klage over denne censurhandling.

Rumænien er det eneste land i Europa, der har forbudt Nymphomaniac Vol. II, som er en længere udgave af den version af filmen, der i øjeblikket kan ses i biograferne.

Den version hedder Nymphomaniac Vol. I. og kan også ses i Rumænien.

Vol II-udgaven bliver i øvrigt vist på filmfestivalen Berlinalen i Tysklands hovedstad, Berlin, fra den 6. til den 16. februar.

/ritzau/dpa