Røde Kors-chef: Gambia vil hellere sikre turismen end retsforfølge ekspræsident

Gambias nye præsident er opsat på at skabe ro og orden, så økonomien kan genstartes.

Gambias nye præsidents rådgiver siger, at den nye ledelse er chokeret over, at flyet med ekspræsident Yahya Jammeh (hvidt tøj, red.) fik lov at lette mod hans eksil sammen med de omkring 80 millioner kroner, han angiveligt stjal fra statskassen. (Foto: © STRINGER, Scanpix)

Gambia har den seneste uge været kastet ud i et politisk kaos, da landets nyligt afsatte præsident, Yahya Jammeh, nægtede at erkende et valgnederlag.

Nu er præsidenten blevet presset til at gå efter 22 år, og han og familien er fløjet i eksil i den centralafrikanske republik Ækvatorialguinea.

Gambias nye præsident, Adama Barrow, har valgt at anlægge en forsoningsstrategi for ikke at skabe endnu mere uro i det vestafrikanske land.

- Det er vigtigt, at man ikke får hele den tidligere præsidents garde op imod systemet, så de laver rebelvirksomhed, siger Frode Kirk, der er Røde Kors' Vestafrikachef og Gambia-ekspert.

Ebola og uro har skadet

- Ønsket i Gambia er hurtigst muligt at komme tilbage til normalen. Det vigtigste vil være, at Gambia får gang i deres turismeindustri og gang i økonomien igen. Siden ebolaudbruddet for to år siden er det gået ud over turismen. Og med den nuværende usikkerhed i landet har turismen været på nulpunktet, siger Frode Kirk.

Gambia er en populær badeferiedestination i Afrika, og blandt andre Spies har sendt turister dertil i flere år.

  • 4.000 soldater fra samarbejdnorgasisationen Ecowa COWAS bevogter nu Gambias hovedstad, Banju, og skal blandt andet sikre, at landets nyvalgte præsident, Adama Barrow, kan vende tilbage til landet og overtage præsidentpaladset. (Foto: © CARL DE SOUZA, Scanpix)
  • Synet af kampvogne i gaderne var positivt for mange af indbyggerne i hovedstaden Banjul, der bød soldaterne varmt velkommen (Foto: © Thierry Gouegnon, Scanpix)
  • Soldaternes ankomst blev fejret, idet mange nu håber, at den politiske ustabilitet vil forsvinde. Siden præsidentvalget i december har tilstandene været kaotiske, og andre landes udenrigsministerier frarådede al unødig rejse til landet - noget som ramte direkte på landets vigtige turisme. (Foto: © AFOLABI SOTUNDE, Scanpix)
1 / 3

Sikker trods torturanklager

Yahya Jammeh efterlader sig anklager om forbrydelser mod menneskeheden herunder tortur af politiske modstandere.

Yderligere lyder det fra den nye præsidents rådgiver, at ekspræsidenten tømte store dele af landets statskasse, inden han endelig gav slip på magten.

Men selvom præsident Adama Barrow har bebudet en sandhedskommission, som skal undersøge anklagerne, kan Yahya Jammeh føle sig forholdsvis sikker.

Med sin flugt undgår ekspræsidenten retsforfølgelse.

Han har ifølge Frode Kirk nemlig 'fået en ret god aftale', inden han forlod sit land.

FN, samarbejdsorganisationen Ecowas og Den Afrikanske Union har udsendt en meddelelse om, at der ikke vil blive taget nogen juridiske skridt, som kan krænke Jammeh eller hans families rettigheder.

I eksil med løn

Og Yahya Jammeh vil ikke kunne stilles for en international domstol, fordi Ækvatorialguinea ikke har underskrevet aftalen Rom-statutten, der ellers kunne have sendt ham for Den Internationale Domstol i Haag.

- Han er også rejst bort med løn og får det fremover, og han får status af tidligere statsoverhoved. Han kan nok ikke undgå at blive forfulgt af sit eget folk i Gambia, men de kan ikke få ham af ud af Ækvatorialguinea. Han bliver ikke udleveret af præsidenten, forklarer Frode Kirk.

Han påpeger desuden, at det er helt bevidst, at Yahya Jammeh nu er sendt så langt væk som muligt.

Vestafrikanske lande ønskede ham helt fjernet for at undgå, at han skaber splid i landene omkring Gambia.

- Han har tidligere støttet en mindre oprørsbevægelse i nabolandet Senegal, og man ønskede at få ham helt væk fra regionen, siger Frode Kirk.

Den nye præsident måtte noget usædvanligt tages i ed som Gambias nye leder på landets ambassade i Senegal, da Yahya Jammeh ikke ville gå af.

Men nu skal 4.000 soldater fra samarbejdsorganisationen Ecowas sikre ro og orden i Gambias hovedstad, Banjul.

- Man forventer, at Adama Barrow i løbet af et par dage kan komme tilbage til hovedstaden, men man vil først og fremmest sikre, at der ikke er nogen overraskelser der, og at der ikke opstår eventuelle lommer af modstand, siger Røde Kors-chefen.

Fra militærkup til eksil

  • Siden et militærkup i 1994 har Yahya Jammeh siddet på magten i det lille vestafrikanske land Gambia, men ved valget 1. december tabte han til udfordreren Adama Barrow.

  • Vestafrikanske soldater ankom søndag til Gambias hovedstad, Banjul. De skal sørge for sikkerheden i landet, så indsættelsen af den nye præsident kan finde sted.

  • Han har opholdt sig i nabolandet Senegal af frygt for sin sikkerhed siden præsidentvalget i december.

  • Lørdag blev Yahya Jammeh presset til at forlade Gambia. Han havde ellers nægtet at anerkende valgnederlaget.

  • Men nu er han fløjet i eksil i Ækvatorialguinea, hvor han skal bo med sin familie. Landet har ikke udleveringsaftale med Den Internationale Domstol i Haag.

  • FN, Ecowas og Den Afrikanske Union har lavet en aftale om ikke at ’ krænke Jammehs eller hans families værdighed, sikkerhed og rettigheder’. Han kan også vende tilbage til Gambia, hvis han vil. Her risikerer han dog retsforfølgelse.