Da spillestedet Le Bataclan fredag aften blev omdannet fra koncert til blodbad, stod det amerikanske rockband Eagles of Death Metal på scenen i forbindelse med gruppens tur rundt i Europa.
Som konsekvens af fredagens tragiske udvikling har musikerne valgt af aflyse resten af deres planlagte rute rundt til europæiske byer - heriblandt en koncert i Danmark.
- Gruppen tager hjem (til USA, red.), siger en unavngiven repræsentant for bandets samarbejdspartner Nous Productions til AFP.
Det var ellers planlagt, at bandet skulle turnere rundt i Europa og i den forbindelse lægge vejen forbi København, Stockholm og Oslo.
En række angreb ramte den franske hovedstad, Paris, fredag, men de blodigste scener udspillede sig i Le Bataclan, da bevæbnede mænd i første omgang stormede ind på stedet og begyndte at skyde vildt rundt i koncertsalen.
Efterfølgende detonerede de flere sprængladninger, de havde spændt om kroppen.
Knap 90 mennesker er bekræftet dræbt i angrebet.
I alt seks angreb blev udført af flere gerningsmænd rundt om i Paris. Mindst 129 mennesker mistede livet.
I Danmark var Eagles of Death Metal sat til at spille i Amager Bio 24. november. Ifølge det danske spillesteds hjemmeside er koncerten udsolgt.
/ritzau/