Retssag om terrordrab på kvinder fra Danmark og Norge udsat igen i Marokko

Ofrenes advokater kræver, at staten Marokko skal drages til ansvar i sagen.

Blomster og billeder til minde om 24-årige Louisa Vesterager Jespersen og 28-årige Maren Ueland foran Københavns Rådhus i januar. (Foto: © Mads Claus Rasmussen, Scanpix)

Retssagen i Marokko om drabene på den 24-årige danske kvinde Louisa Vesterager Jespersen og hendes 28-årige norske veninde Maren Ueland er endnu engang blevet udsat.

På et retsmøde i dag bad de advokater, som repræsenterer ofrene, om, at sagen skulle udsættes, og det valgte dommeren at følge, oplyser DR Nyheders Mellemøst-korrespondent Michael S. Lund, der var tilstede i retssalen i byen Sale, lidt uden for Marokkos hovedstad Rabat.

De to kvinder blev fundet døde 17. december i et øde bjergområde nær landsbyen Imlil, cirka en times kørsel syd fra Marrakesh.

Kvinderne havde de foregående dage været på vandretur i Atlasbjergene, hvor de camperede.

Advokat for Louisa Vesterager Jespersens familie, Elhoucine Erraji, som i dag fik retssagen i Marokko udsat. (Foto: © Michael S. Lund, DR)

Vil drage staten til ansvar

Michael S. Lund siger, at ofrenes advokater forlanger, at der skal være en repræsentant fra staten Marokko til stede i retssalen, når den bliver genoptaget 30. maj.

Advokaterne vil nemlig forlange, at staten skal drages til ansvar for drabene og udbetale erstatning til ofrenes familier.

Det er anden gang, at sagen bliver udsat. Den første udsættelse handlede om at give de anklagedes forsvarere mere forberedelsestid.

Der er i alt 24 tiltalte i retssagen, der føres som en sag om terror. Før retssagen i dag var der skabt forventning om, at de tre hovedmistænkte, som er tiltalt for at have udført selve drabene, ville erklære sig skyldige.

Forsvarer for de tiltalte Hafida Bakhsaoui har i dag bekræftet over for DR Nyheder, at de hovedmistænkte har erkendt drabene og har samarbejdet med politiet.

Men tilståelsen tæller først, når den er blevet sagt højt i retten, understreger hun.

Sværger troskab

Inden de tog mod bjergene med det formål at finde nogle turister, de kunne dræbe, optog de tre hovedmistænkte i sagen sammen med en fjerde mand en video, hvor de sværger troskab til terrororganisationen Islamisk Stat.

Selve de brutale drab blev også optaget på en video, som siden er blevet delt flittigt på sociale medier.

Det var tilsyneladende pengemangel, der fik de fire mænd i IS-videoen til at begå drabene på Louisa Vesterager Jespersen og Maren Ueland i Marokko i december.

De fire gerningsmænd havde oprindeligt ambitioner om at drage til Syrien og tilslutte sig Islamisk Stat, men de havde ikke råd til eller mulighed for at rejse afsted og besluttede sig derfor i terrorgruppens navn at begå drab på udenlandske turister i stedet.

Det fremgår af deres forklaringer i retsdokumenter, som den norske avis VG har fået adgang til.