Selvom Italiens indenrigsminister, Marco Minniti, nu har bekræftet, at politiet i den norditalienske by Milano har skudt og dræbt en terrormistænkt 24-årig tuneser, så er der samtidig en masse ting, der mangler at blive afklaret.
Det fortæller DR Nyheders retskorrespondent, Trine Maria Ilsøe.
- Det her åbner op for en lang række nye spørgsmål. For vil det her betyde, at han så har haft hjælpere, der har hjulpet ham på vej fra Tyskland, spørger hun.
Rejste fra Frankrig til Italien
Ifølge det italiensk nyhedsbureau Ansa skulle manden, Anis Amiri, der er mistænkt for at stå bag terrorangrebet i Berlin, have rejst med tog fra Frankrig.
Han blev omkring klokken 03:00 i nat stoppet af en politipatrulje på pladsen foran togstationen Sesto San Giovanni i Milano.
Den formodede gerningsmand trak efterfølgende en pistol og sårede en italiensk politimand, inden han selv blev dræbt af politiet.
Politiets efterforskere skal nu kortlægge, hvordan manden kunne flygte fra Berlin efter mandagens angreb med en lastbil på et julemarked, der kostede 12 mennesker livet.
- Det første er at få fastslået, hvad er den præcise flugtrute er - og så finde ud af, om der har været hjælpere op til, at lastbilen blev stjålet, siger Trine Maria Ilsøe.
- En ting er, at man nu har en formodet gerningsmand, men findes der i virkeligheden flere, der har været med til at planlægge det her, spørger hun.