Reince Priebus, formand for Republicans National Committee, som er hovedbestyrelsen for det republikanske parti, var fredag nat dansk tid på talerstolen under det republikanske konvents sidste dag.
Her lovpriste han Donald Trump som den rigtige mand til at lede forandringen i det republikanske parti, inden han gik videre til at bruge størstedelen af sin taletid på at advare mod demokraternes præsidentkandidat, Hillary Clinton.
Men han fik også fortalt historien om den danske immigrant William Knudsen, der arbejdede sig op fra bunden og blev leder af den store bilfabrikant General Motors i 1937. En anekdote, han præsenterede som en "af få kendt historie om amerikansk storhed."
- William Knudsen var en dansk immigrant, der startede ud med at arbejde på et skibsværft og boede på et pensionat. Han vidste, at Amerika stod for ubegrænsede muligheder, og han var fast besluttet på at få det meste ud af det, sagde Reince Priebus i sin tale.
- I 1940 anmodede regeringen ham om at lave krigsmateriel. I stedet for biler og lastbiler lavede Amerikas stolte fabrikker nu kampvogne og fly. For dette store ansvar blev Knudsen betalt én dollar om året.
Ifølge Reince Priebus gjorde danskeren det altså ikke for pengene, men "var motiveret af sin pligt om at bevare Amerika fri fra tyranni."
- Han tilsidesatte jobbet som leder af en af de største virksomheder i USA, så han kunne være med til at redde verden.
- Ligesom William Knudsen kan vi heller ikke skåne os selv. Disse værdier er under angreb fra Hillary Clinton og resten af det demokratiske parti, lød det fra Reince Priebus fra talerstolen på det republikanske konvent.
Reince Priebus afsluttede sin tale med en opfordring om at så sammen som republikanere og stoppe Hillary Clintons vej til Det Hvide Hus.
Fakta William S. Knudsen
- •
Blev født i København i 1879 og døde i Detroit i 1948, 69 år gammel.
- •
William Signius Knudsen emigrerede fra Danmark til USA i år 1900.
- •
I 1921 begyndte han at arbejde for General Motors, hvor han arbejde sig op og endte med at blive direktør for firmaet i 1937.
- •
I 1940 bad præsident Roosevelt ham om at komme til Washington for at hjælpe med krigsproduktionen, hvilket gav ham en årlig løn på én dollar.
- •
1 1942 blev han udnævnt til generalløjtnant i den amerikanske hær – den eneste civile nogensinde til at begyndte i militæret med så høj en rang.
- •
Kilde: Den Store Danske