Sløret blev løftet for en af verdens dårligst bevarede hemmeligheder, da Hillary Clinton søndag annoncerede, at hun stiller op til det amerikanske præsidentvalg for Demokraterne.
Blandt de amerikanere, der utålmodigt har afventet kandidaturet, er Hillary Clintons politiske modstandere i det republikanske parti.
Det siger USA-korrespondent for DR Oliver Routhe Skov.
- Blandt tilhængerne er der stor jubel, for nu har de langt om længe et mål at arbejde henimod. Og blandt modstanderne ser der ud til at være en slags lettelse: Nu kan de endelig komme i gang med kampen mod Hillary Clinton, siger korrespondenten.
Modkampagne lå klar
Den republikanske præsidentkandidat Rand Paul var da heller ikke sen til at offentliggøre en modkampagne med skyts mod Hillary Clinton på hjemmesiden LibertyNotHillary.com.
https://twitter.com/RandPaul/status/587400094556651520
Det er blandt andet en række sager fra Hillary Clintons tid som USA's 67. udenrigsminister fra 2009 til 2013, der bliver trukket frem fra gemmerne.
Den ene af de kontroversielle sager er angrebet mod det amerikanske konsulat i Benghazi i 2012, hvor den amerikanske ambassadør var blandt de dræbte.
Hillary Clinton er blevet kritiseret massivt for en slap sikkerhed ved den diplomatiske post og for manglende lederskab efter angrebet.
- Hun stillede ikke med den fornødne sikkerhed. Ikke bare den dag, men i ni måneder, uddyber Rand Paul kritikken over for CNN.
Storm over e-mailkonto
Heller ikke den nylige mailskandale, som Hillary Clinton var hovedperson i, bliver forbigået i tavshed.
Dermed forsøger Rand Paul at puste nyt liv i debatten, der fulgte, da det kom frem, at Hillary Clinton i sin tid om udenrigsminister i strid med reglerne udelukkende anvendte en privat mailadresse i stedet for en officiel.
Efter afsløringen er Hillary Clinton blandt andet blevet beskyldt for at ville hemmeligholde sine mails.
Rand Paul angriber også, at hendes families fond, Clinton Foundation, modtager donationer fra fremmede lande som Saudi-Arabien og Brunei, der bestemt ikke er kendt som forbilleder på ligestillingsområdet.
Det stiller ifølge den republikanske kandidat spørgsmålstegn ved, om Hillary Clinton vil være "en forkæmper for kvinders rettigheder", skriver CNN.com.
https://twitter.com/RandPaul/status/587416922121056256
Hillary Clinton har netop trukket sig som bestyrelsesmedlem for Clinton Foundation for at hellige sig valgkampen, ligesom hun heller ikke var aktiv i fonden, da hun var udenrigsminister.
Valg i november 2016
Hillary Clintons ægtemand, Bill Clinton, sad som præsident fra 1993 til 2001. Vinder Hillary Clinton, vil hun dermed ikke blot blive USA's første kvindelige præsident. Hun vil også være den første, der både når at være gift med en præsident og selv at være landets statsoverhoved.
Også i 2008 forsøgte Hillary Clinton at blive valgt som præsident. Her måtte hun dog se sig slået af partifællen Barack Obama.
Primærvalgene begynder i januar næste år. Vinder Hillary Clinton den demokratiske nominering, afhænger hendes chancer for at blive USA's næste præsident derefter af, hvem Republikanerne stiller med.
Præsidentvalget finder sted 8. november 2016.