Religiøse går ind i kampen for indianerstammes hellige land

En gruppe gejstlige fra forskellige religioner har tilsluttet sig demonstrationen mod omstridt olieledning.

Dagens demonstration bød på en afbrænding af et religiøst dokument fra 1400-tallet, der eftersigende skulle retfærdiggøre overtagelsen af land fra de indfødte amerikanerne, skriver AP. (Foto: © Stephanie Keith, Scanpix)

Demonstranter, som forsøger at lukke byggeriet af en omstridt olieledning i delstaten North Dakota i USA, fik torsdag en håndsrækning fra en række religiøse amerikanere.

The Unitarian Universalist Association, der er en sammenslutning af forskellige trosretninger, siger ifølge nyhedsbureauet AP, at gruppen nu tilslutter sig demonstranterne for at sætte fokus på indfødte amerikaneres bekymringer omkring byggeriet af rørledningen og for at lægge pres på amerikanske politikerne.

Siden april har indianerstammen Standing Rock Sioux protesteret over, at milliardbyggeriet, der er planlagt til at løbe gennem fire stater, truer stammens drikkevand og hellige steder.

Demonstranter har efterfølgende samlet sig i området, som, de mener, tilhører de oprindelige indianerstammer, og som myndighederne uretmæssigt har gjort krav på.

Dagens demonstration bød på en afbrænding af et religiøst dokument fra 1400-tallet, der eftersigende skulle retfærdiggøre overtagelsen af land fra de indfødte amerikanerne, skriver AP.

Siden marcherede gruppen syngende mod en bro, der tidligere har været omdrejningspunkt for kampe mellem politi og demonstranter.

Tidligere på ugen lød det også fra USA's præsident, Barack Obama, at man i den amerikanske regeringen nu ser på muligheder for at omdirigere rørledningen.

- Vi overvåger dette nøje, og jeg tror som hovedregel, at min opfattelse er, at der er en måde for os at imødekomme indfødte amerikaneres hellige steder, og jeg mener, at hæren lige nu er ved at undersøge, om der er måder at omdirigere rørledningen, sagde præsidenten tirsdag ifølge mediet Now This.