Hverken SAS, Bravo Tours eller Star Tour flyver til Tyrkiet i dag, efter at en del af militæret i går og i nat har forsøgt at kuppe magten fra den siddende regering, hvilket har skabt uroligheder i landet og kostet 90 mennesker livet.
Star Tour har aflyst fem afgange til Alanya og Marmaris, efter at Udenrigsministeriet har frarådet ikke-nødvendige rejser til Tyrkiet.
- Det betyder, at vi desværre må skuffe tusind mennesker, der skulle have været på ferie i dag, siger Nikolaj Johnsen, der er pressechef i Star Tour.
- Hvis vi ikke mener med hundrede procents sikkerhed, at det er sikkert at sende folk dertil, gør vi det ikke, siger Nikolaj Johnsen.
12.000 danskere i Tyrkiet
Det er samme forsigtighedsprincip, der har fået Udenrigsministeriet til i nat – efter et møde i den internationale operative stab - at opdatere sin rejsevejledning. Det fortæller Søren Vøhtz, vagthavende i Borgerservice.
Ifølge Borgerservice befinder op mod 12.000 danskere sig i Tyrkiet på såkaldt organiserede rejser. Mange af dem befinder sig i relativt rolige områder på sydkysten, siger Søren Vøhtz.
- Befinder man sig derimod i større byer, hvor situationen har været mere voldelig og anspændt, bør man så vidt muligt holde sig på sit hotel eller i sin bolig og undgå større forsamlinger, siger han.
For både Bravo Tours og Star Tours feriegæster på charterdestinationerne er det foreløbigt den hjemrejsedato, der står på deres billet, der stadig gælder.
Bravo Tours sender ikke nye gæster af sted, før der er ro om situationen. I stedet forsøger de at finde nye rejsemål til gæsterne, hvilket dog har vist sig som en vanskelig opgave, fordi meget er udsolgt. Ellers kan de rejsende få pengene tilbage.
Endnu er ingen af Star Tours 15 rejser i næste uge aflyst, men selskabet drøfter løbende situationen med Udenrigsministeriet.
Man kan holde sig orienteret om rejsevejledningen på Borgerservices facebook- eller hjemmeside.