Endnu et flygtningedrama udspiller sig i øjeblikket ved Italiens kyst, hvor 42 migranter, som er samlet op i Middelhavet, forsøger at komme i land.
Efter at have sejlet afventende frem og tilbage på internationale farvande gennem de seneste 14 dage satte redningsskibet Sea-Watch 3 i går kurs mod den italienske ø Lampedusa.
- Migranterne er udmattede. Jeg vil bringe dem i sikkerhed, sagde kaptajn Carola Rackete fra nødhjælpsorganisationen Sea-Watch via Twitter.
Beslutningen blev truffet trods flere advarsler om store bøder og beslaglæggelse af skibet fra Italiens indenrigsminister, Matteo Salvini, der sidste år nedlagde forbud mod, at NGO-skibe kan lægge til i italienske havne uden tilladelse.
- De må ikke gå i havn. Jeg er parat til at sende politiet afsted, sagde ministeren blandt andet i et opslag på Facebook oven på kaptajnens udmelding.
Nødhjælpsorganisation: 'Vi har ikke anden mulighed'
Kort tid efter blev skibet stoppet af italienske myndigheder uden for havnen i Lampedusa.
- De har tjekket skibets certifikater og besætningens pas. Nu venter de på instruktioner fra deres overordnede. Jeg håber virkelig, at de vil lade immigranterne stige af båden, siger Carola Rackete i en video delt på Twitter.
Sea-Watch 3 samlede migranterne op i gummibåde uden for Libyens kyst den 12. juni.
Sea-Watch ville ikke lade migranterne gå i land i Libyen, som organisationen kategoriserer som usikkert territorie for dem.
- Vi går ind i italienske farvande, fordi vi ikke har anden mulighed for at sikre vores gæster, hvis grundlæggende rettigheder er blevet krænket længe nok, siger lederen af den tyske NGO Sea-Watch, Johannes Baye.
Italien tager diplomatiske skridt mod Holland
Salvini holder imidlertid fast i, at migranterne ikke skal i land i Italien og har gennem det seneste døgn udtalt sig i skarpe vendinger på sociale medier mod nødhjælpsorganisationen Sea-Watch.
- Hvis skibet beslaglægges, og besætningen arresteres, kan jeg kun være glad, lyder en af de seneste meldinger fra Salvini på Twitter, der i går udtalte, at han ikke vil lade udenlandske NGO'er "diktere lovene om et lands nationale grænser".
Ministeren siger desuden, at han har taget "diplomatiske skridt" mod Holland, hvor nødhjælpsskibet har hjemme, og som han håber vil tage ansvar for flygtningene.
Bådflygtninge er en italiensk hovedpine
Lampedusa er første stop efter Libyens kyst, hvor mange bådflygtninge bliver samlet op.
Salvini har gennem de seneste to år afvist flere migrantskibe at lægge til Italien og har i den forbindelse erklæret landets havne lukket for NGO'er.
Sidste sommer var hundredvis af migranter fanget på havet uden for Italien i dagevis, da italienske myndigheder forbød redningsskibe at gå i havn, før andre europæiske lande lovede at tage imod dem.
Flere organisationer har kritiseret ministeren for sin håndtering af bådmigranter, heriblandt Læger Uden Grænser og FN, der mener, at Salvinis politik har "alvorlige konsekvenser" for migranter, der krydser havet.
Sea-Watch udgav i dag en video fra båden, hvor migranter og mandskab på redningsskibet appellerer til, at italienske myndigheder lader migranterne gå i land.