Da Lars Løkke Rasmussen i dag ankom til Place de la République i hjertet af Paris for at lægge en buket blomster til minde om ofrene for terrorangrebet i byen 13. november sidste år, dukkede en mand i almindeligt mørkt tøj diskret op ved hans side.
I danske øjne en ukendt mand, men i franske øjne lidt af en nationalhelt.
Lægen Patrick Pelloux. Klummeskribenten Patrick Pelloux.
Manden, der ved et tilfælde ikke var med til redaktionsmøde den skæbnesvangre dag, da gerningsmænd 7. januar 2015 trængte ind og dræbte 13 og sårede 11 af hans nærmeste venner og kolleger. Selv var han til beredskabsmøde med brandvæsenet få gader væk.
- Jeg var en af de første, der ankom til stedet, og fordi jeg også er læge, forsøgte jeg at hjælpe mine venner, der lå skudt på gulvet, fortæller Patrick Pelloux til DR.
Hvad han ikke fortæller er, at det også var ham, der personligt hidkaldte den franske præsident Hollande. En af tegnerne, der lå livløs på gulvet, var nemlig personlige venner med præsidenten.
Lysten forsvandt, da redaktionen var kommet på benene
I månederne efter var han med til at genrejse Charlie Hebdo, men i januar erkendte han, at lysten til at skrive klummer i avisen var forsvundet, og derfor stoppede han på avisen.
- Jeg stoppede fordi det var svært – efter 14 år på avisen – at arbejde uden de tegnere, skribenter, ja venner, som blev dræbt ved attentatet, forklarer Patrick Pelloux.
Hvorfor?
- Det var svært, for hver gang jeg satte mig til at skrive, tænkte jeg på dem. Og for at kunne komme videre var det vigtigt, at kunne slippe fri af tankerne, siger han.
Hvordan var stemningen på Charlie Hebdo i tiden efter attentatet?
- Det var svært. Rigtig svært. Avisen fortsatte, og det var vigtigt, ligesom det er vigtigt at fortsætte livet alle de steder i Europa, som har været udsat for et attentat. Og bevare retten til at lave karrikaturtegninger og blasfemi.
Men når du ikke fortsætter, føler du så ikke at terroristerne på en måde så alligevel har vundet?
- Nej, de har ikke vundet, for Charlie Hebdo er her fortsat. Og når jeg på et tidspunkt har det bedre, så vil jeg måske også genoptage skriveriet andre steder. Jeg er sikker på, at lysten kommer tilbage. Det er hårdt arbejde, men den skal nok komme tilbage, siger han med et smil.
Avisen har været igennem et generationsskifte
Hvordan har du det, nu hvor vi nærmer os 1-årsdagen for terrorangrebet på blandt andet spillestedet Bataclan?
- Det er meget svært, især når jeg nu arbejder som akutlæge, og der er adskillige mindehøjtideligheder som knytter sig til angrebet 13. november, og de er svære for mig. Som alle andre, der har været tæt på et attentat, er det jo et mix af mange følelser, som jo også indebærer glæden over stadig at være i live.
Er du den eneste, der er stoppet på Charlie Hebdo efter attentatet der?
- Nej, der er faktisk en del tegnere og skribenter, der er stoppet og nye er kommet til. Så på den måde kan man næsten sige, at avisen har været igennem et generationsskifte.
Et andet skifte i Patrick Pelloux’ tilværelse viser sig, da han tager afsked med DR og begiver sig hen over Place de la République – et par skridt henne slutter hans personlige sikkerhedsvagt sig diskret til ham og de forsvinder begge ned i den parisiske metro.