Klokken 17.20 spadserer hun ind på scenen og sætter sig i en af de mørkegrønne lænestole, der til dagens anledning er sat frem på scenen i forelæsningssalen.
- Jeg vidste, at det var en stor historie. Men jeg havde aldrig forventet, at den ville blive så stor, og at den ville ramme så bredt, fortæller Rebecca Corbett.
Den lille, grå skikkelse bevæger sig ikke som en stor kanon på trods af, at hun for få måneder siden vandt en Pulitzer-pris for sin del af Harvey Weinstein-afsløringerne, der førte til tiltaler for voldtægt og seksuelle overgreb mod Hollywood-mogulen og satte gang i #MeToo-bølgen.
Hun styrede New York Times’ dækning af sagen.
- Weinstein havde mange indflydelsesrige kontakter. Han var vist venner med Bill og Hillary Clinton, og Obamas datter Malia var praktikant hos ham sidste sommer. Så det kom bag på os. Men jeg tror, at kvinder simpelthen fik nok, siger hun fra scenen på Roskilde Universitet med direkte udsigt til de beige marker udenfor vinduet.
Kvinderne ville ikke tale om sexchikane
Rebecca Corbett er redaktør på New York Times med ansvar for meget af deres graverjournalistik, og hun er blevet inviteret til Trekroner nær Roskilde for at være med til at indvie Roskilde Universitets nye Center for Undersøgende Journalistik.
Hun brugte store dele af sin ungdom på lokaljournalistik i Maine, Connecticut og Baltimore i Maryland, før hun kom på New York Times, for hvem hun i 2017 styrede slagets gang op til, at avisen den 5. oktober publicerede historien om filmmanden, der fik ham fyret tre dage senere.
Efter at Fox-værten Bill O’Reilly var blevet afsløret i at have betalt kvinder for tavshed efter seksuelle overgreb – også en afsløring af New York Times – havde hun og nogle journalister brainstormet, om der mon fandtes andre lignende historier i underholdningsbranchen. Og der kom Harvey Weinsteins navn op.
To uger senere havde journalisterne samlet en masse forskellige rygter og fået en række tip, men havde stadig intet konkret.
- Det var svært at få kvinder i tale om noget så personligt som sexchikane. De ville ikke snakke – og SLET ikke til citat til medierne. Flere nævnte, hvordan de havde set anklagerne mod Trump i valgkampen, og hvordan det ikke havde rykket noget.
- Undervejs rykkede flere af dem sig dog. Nogle tænkte ”det kan godt være, at det ikke kan stoppe, hvad der er sket mod mig, men måske kan jeg forhindre, at det sker mod andre”, fortæller redaktøren, der fortæller, at historien om Weinstein var omkring et halvt år undervejs.
Har afsløringerne og ’#MeToo’ gjort en forskel?
Næsten et år efter, at New York Times og The New Yorker bragte historierne om Weinstein, der satte den lavine i gang, der blev samlet under hashtagget ’#MeToo’, gør Rebecca Corbett status over, hvad deres afsløringer har betydet.
- Jeg tror og håber, at historien blev en platform for mange kvinder, der har oplevet noget lignende. Pludselig kunne man i højere grad tillade sig at snakke åbent om det, og måske føler de sig nu mindre alene, siger hun.
Det faktum, at det var kendte kvinder som skuespillerinden Ashley Judd, havde også en klar effekt ifølge Corbett:
- Celebrity-faktoren kan nok ikke underdrives. Mange tænkte måske, "at hvis de her tjekkede, smukke, kendte kvinder kan tale om det, så kan jeg også!".
På trods af den massive mediedækning og de mange sexchikanesager, der er kommet frem og ramt blandt andet Kevin Spacey, tror Corbett, at der skal mere til, før der reelt bliver ændret noget på den lange bane.
- Jeg tror ikke, vi som sådan har ændret noget endnu. Det kan sagtens være, at der er kommet en lavere tærskel for, hvad man kan tillade sig på arbejdspladsen, men det her er et systemisk problem, og derfor kræver det systemiske løsninger.
- Der skal laves love og regler og tænkes i, hvordan man sammensætter direktioner, så alt ikke er udelukkende mandsdomineret. Der skal ske nogle af disse ting, før man rigtig har gjort en forskel, siger hun og understreger, at New York Times trods de store afsløringer ikke er en del af #MeToo-bevægelsen.
- Vi er ikke aktivister, vi er journalister.