Razzia mod Volkswagen i Frankrig

Fransk politi har gennemsøgt VW-kontorer i Frankrig og beslaglagt computere og dokumenter.

Politiet i flere lande har grebet ind over for VW-kontorer. I dag er kontoret i Paris i Frankrig undersøgt (arkivfoto). (Foto: © Marcelo Del Pozo, Scanpix)

Fransk politi har gennemsøgt det skandaleramte Volkswagens kontorer i Frankrig og beslaglagt harddiske og dokumenter.

Det sker efter afsløringen af, at den tyske bilgigant har manipulation med dieselbilers udslip.

Volkswagen har erkendt svindlen, men flere lande vil nu vide, hvem der kendte til den og medvirkede til at skjule den.

Både i Tyskland og Italien er der gennemført razziaer.

Tyske statsanklagere sagde fredag, at de har identificeret færre end 10 mistænkte personer i den omfattende forureningsskandale, der har skadet hele den tyske bilindustri.

VW's amerikanske topchef, Michael Horn, har tidligere sagt, at det var "et par software-ingeniører", der installerede det program, som kunne snyde med forureningsmålinger. Han sagde, at beslutningen ikke var bilkoncernens.

Volkswagen vil tilbagekalde 8,5 millioner dieselbiler fra det europæiske marked, fordi de har fået installeret den software, som viser lavere udledning af kvælstofilter i test, end bilerne reelt udleder.

/ritzau/