Siden han kom til magten for fem år siden, har Nordkoreas diktator, Kim Jong-un, beordret 340 mennesker henrettet.
Heraf var 140 af de dræbte ledende officerer i landets regering, militæret og i det nordkoreanske Arbejderparti.
Det viser tal ifølge en rapport fra Koreas Institut for National Forening, der er en tænketank grundlagt af den sydkoreanske regering, skriver CNN.
Med henrettelserne forsøger Kim Jong-un at cementere sin magt, siger en ekspert.
- Igennem hele sin opvækst, har han været forkælet, fordi han var en søn af Kim Jong Il. Den største fare er, at der ikke er nogen omkring ham, der holder ham tilbage, siger professor Seung-Kyun Ko fra Hawaii Pacific University til CNN.
Han tilføjer, at Kim Jong-un desperat forsøger at gøre alt for, at han kan leve op til kælenavnet "Den store leder".
- For at vise, at han er chefen, skubber han rundt på de øverste både militære og civile ledere, siger Seung-Kyun Ko.
Ifølge rapporten er den bare 33-årige diktator særdeles brutal, og udover de mange henrettelser fyrer han også folk på stribe.
Han har således skilt sig af med sin forsvarsminister ikke mindre end fem gange, mens hans far kun skiftede ud tre gange på 17 år, to af gangene fordi ministrene døde af alderdom.
- •
Eksempler på henrettelser:
- •
Blandt de henrettelser, der er foretaget de senere år, er en topembedsmand, Kim Yong Jin, som havde "en dårlig indstilling" under landets øverste folkeforsamling i juni.
- •
Sidste år blev forsvarsminister Hyon Yong Chol henrettet for forræderi foran et større publikum, der også indeholdt hans familie.
- •
Tilbage i 2013 blev Kim Jong-uns onkel henrettet som forræder - angiveligt fordi han forsøgte at vælte regeringen.
- •
En rapport sidste år fra samme sydkoreanske tænketank viste, at Nordkorea har udført 1.400 offentlige henrettelser siden 2000.