Rapperen Sean 'Diddy' Combs er tiltalt for afpresning og sexhandel

I et anklageskrift på 14 sider er han blandt andet anklaget for vold mod kvinder og afpresning.

Det 54-årige musiker og producer har tidligere brugt kunstnernavnene Puffy, Puff Daddy. (Arkivfoto). (Foto: © LUCAS JACKSON, Ritzau Scanpix)

Omfattende anklager er i dag er kommet frem mod det amerikanske musikmogul Sean 'Diddy' Combs.

Mandag amerikansk tid blev den 54-årige rapper og producer, der også er kendt som P. Diddy og tidligere Puff Daddy, anholdt i New York og står nu over for en stort anlagt føderal retssag.

Han er tiltalt for afpresning, sexhandel og transportering til prostitution. Det skriver nyhedsbureauerne AP og Reuters samt BBC, der har indsigt i et 14-sider langt anklageskrift.

Rapperen - der i en lang årrække har været en særdeles magtfuld skikkelse i den amerikanske musikverden - skal blandt andet have truet og tvunget kvinder til at "opfylde hans seksuelle fantasier".

De tidligste sager er dateret tilbage til 2008.

Sean 'Diddy' Combs anklages for at have organiseret seancer, hvor kvinder er blevet tvunget til seksuelle aktiviteter med mandlige sexarbejdere, mens han så på.

Han skal have brugt sit medieemperie og pladeselskab 'Bad Boy Entertainment' til at transporteret kvinderne og sexarbejderne på tværs af stater, hvor de skal have deltaget i seancerne, som rapperen har kaldt "Freak-offs". I flere tilfælde skal episoderne være filmet.

Rapperen har ifølge anklagerne brugt vold, finansiel afpresning og sin magt til at få folk til at deltage.

I anklageskriftet lyder det, at han "sikrede kvindernes deltagelse ved blandt andet at skaffe og distribuere narkotika til dem, kontrollere deres karrierer, udnytte sin økonomiske støtte og true med at afskære dem fra den, samt ved at bruge intimidering og vold."

Sean 'Diddy' Combs har ifølge anklagerne i flere tilfælde også truet med skydevåben.

I adskillige tilfælde efter 2009 har han desuden overfaldet kvinder ved at "slå, trække, kaste genstande efter dem og sparke til dem", lyder det.

Sidste år - bare få måneder før anklager om vold fra hans ekskæreste - modtog Sean 'Diddy' Combs en æresprisen "globalt ikon" ved MTV Video Music Awards. (Foto: © ANGELA WEISS, Scanpix Denmark)

Selskab og medarbejdere var involveret

I anklageskriftet fremgår det, at rapperens selskaber og dets medarbejdere, har været involveret, og at ovenstående er foregået systematisk og som en "kriminel virksomhed". Medlemmer og ansatte i Comb Enterprise skal have overværet flere af de føromtalte episoder om sex-afpresning uden at stoppe det.

- De hjalp med at skjule volden og overgrebene og så det ske uden at gribe ind, citerer BBC fra anklageskriftet.

Sean 'Diddy' Combs nægter sig skyldig i alle anklager. Han "ser frem til at blive renset i retten", siger forsvarsadvokaten Marc Agnifilo ifølge Reuters.

- Sean 'Diddy' Combs er et musikikon, selvstændig iværksætter, kærlig familiemand og filantrop, som har brugt de sidste 30 år på at opbygge et imperie, lyder det i en udtalelse.

Sean 'Diddy' Combs' advokat, Marc Agnifilo, blev mødt af pressen, der var mødt talstærkt op foran retten i New York. (Foto: © Seth Wenig, Associated Press)

Ransagning og tidligere søgsmål

Han blev anholdt mandag lokal tid, seks måneder efter at føderale retsmyndigheder indledte efterforskningen om de seksuelle overgreb og ransagede hans luksuriøse hjem i Los Angeles og Miami.

Sean 'Diddy' Combs har de seneste år har været anklaget i civile søgsmål. Blandt andet fra hans ekskæreste, Casandra, der er kendt som sangerinden Cassie og anklagede ham for tvang ved brug af fysisk magt og euforiserende stoffer i over et årti.

Han afviste i første omgang sagen gennem sine advokater, men indgik senere et forlig. I samme periode blev en overvågningsvideo, der viste et overfald på hans daværende kæreste Cassie, offentliggjort og skabte forargelse.

Han står også over for flere andre civile søgsmål, hvor man finder anklager om seksuelt slaveri, voldtægt samt distribution af ulovlige stoffer og skydevåben.

Sean 'Diddy' Combs har haft en stor indflydelse i den amerikanske musikindustri. Hans pladeselskab 'Bad Boy Entertainment', der blev grundlagt i 1993, har blandt andet arbejdet sammen med navne som Mariah Carey, Method Man, Aretha Franklin og Mary J.