Selv om tyrkisk politi mandag iværksatte en ransagning på Incirlik-luftbasen, hvor de danske F-16-fly blandt andre lande holder til, har det ikke påvirket det danske bidrag mod Islamisk Stat.
Det oplyser oberst Jens Lønborg, der sidder på Flyvestation Karup, og som er i kontakt med basen i det sydlige Tyrkiet.
- Vores meldinger er, at det ikke er noget, der berører dem. Det er rigtigt, at der er en eller anden politioperation i gang på basen, men det er ikke noget, som direkte berører danskerne, siger han.
Når danske F-16-fly bomber IS, sker det med udgangspunkt fra den tyrkiske base.
Mandag var danskerne tilbage på vingerne efter kupforsøget fredag.
- Vi fløj mandag, og der er ikke noget, der tyder på, at vores operationer bliver begrænset. Det ser ud til at skride planmæssigt frem, siger Jens Lønborg.
To anklagere ledsaget af politifolk gik mandag eftermiddag i gang med en ransagning på basen. Mistanken var, at Incirlik-basen blev brugt af de tyrkiske kupmagere til at tanke militærfly fredag aften, da kupforsøget blev indledt.
- •
Incirlik ligger tæt ved byen Adana omkring 500 kilometer fra Ankara og knap 1000 fra Istanbul. Basen ligger tæt på den nordlige grænse til Syrien.
- •
Incirlik-basen er helt central i bekæmpelsen af Islamisk Stat (IS) i Syrien og Irak, og den benyttes blandt andre af amerikanske og danske soldater.
/ritzau/