Man siger, at klovnen symboliserer det komiske og absurde i livet. Klovnen bruger humor til at håndtere sorg, ensomhed og smerte.
Og det er lige præcis nogle af de følelser, der fylder for rigtig mange børn og voksne i Libanon lige nu.
Derfor er Ramy Abi Khalil og hans venner trukket i arbejdstøjet og turnerer nu rundt på tværs af Libanon. Arbejdstøjet består af farverige kostumer, røde næser og sjove hatte.
Når Ramy er i arbejdstøjet, skifter han også navn: nu hedder han Dramy.
- Det er ‘Ramy’ kombineret med ‘drama’. Jeg er en dramatisk klovn, siger han og griner, da DR møder ham på en skole i det nordlige Beirut.
Han er ankommet på skolen sammen med sine kollegaer fra NGO'en Clown Me In, for at optræde for de 300 internt fordrevne libanesere – hvoraf 60 af dem er børn – der nu bruger skolens klasselokaler som sovesale. Enten er deres hjem ødelagte, eller også har de ingen udsigt til, hvornår de kan vende retur.
Og selvom det kan lyde absurd, at mennesker, der er flygtet fra krig og ødelæggelse, skal sidde og se på tre klovne optræde, så er det måske faktisk lige præcis dét, som børn såvel som voksne har brug for i denne tid: lidt latter i en absurd tid.
Hør Ramy Abi Khalil fortælle om Clown Me Ins arbejde i Libanon.
En afspejling af dagligdagen
Stemningen på skolens parkeringsplads er sløv. Ældre mænd sidder på små puder og ryger vandpibe, mens de stirrer ud i ingenting. Nogle sover, mens mens andre går rastløst rundt i ring.
Men da de tre klovne træder ud af deres lille KIA Picanto, med en store brune kuffert og en soundboks, vågner folk op. Det er som om, at så snart folk ser klovnene i deres fjollede tøj og deres røde næser, så kan de ikke lade være med at trække på smilebåndet — uanset omstændighederne.
Børnene hopper op og ned hele vejen til skolegården, mens alle forsøger at komme tæt på én af klovnene, så de kan sige hej. En skolegård, hvor der nu er sat gule vaskesnore fast til fodboldmålene, og hvor børn stadig leger — men ikke fordi det er frikvarter.
Da krigen i Libanon eskalerede i september, og flere og flere libanesere blev fordrevet fra deres hjem, blev over 900 offentlige institutioner og skoler forvandlet til midlertidige opholdssteder for internt fordrevne. Ifølge FN's Højkommissariat for Flygtninge (UNHCR) er 1,2 millioner libanesere nu på flugt, hvoraf 400.000 af dem er børn. Opholdsstederne er efterhånden alle sammen fyldte, og flere fordrevne bor derfor på gader og stræder — de heldige har fået husly af familier eller private initiativer.
Ramy — bedre kendt som Dramy — og hans venner og kollegaer Stephanie Steiry (klovnenavn: Sisi) og Hisham Assad (klovnenavn: Maassai) er frivillige for Clown Me In. De bruger nu deres dage på at besøge skoler og institutioner på tværs af Beirut og det nordlige Libanon, for at give børnene på skolerne et positivt indspark i en svær hverdag.
- Det er meget dramatisk at følge nyhederne, men samtidig, så bliver vi nødt til at gøre noget – jeg bliver nødt til at reagere, fortæller Ramy DR, der møder ham på en travlt dag med tre optrædener på tre forskellige skoler.
Det er afgørende for Ramy Abi Khalil, at han føler at han aktivt gør en forskel.
Han fortæller, at selvom de i starten blev mødt af skepsis, så har de indtil videre haft stor succes med at tage ud på skoler og underholde. Og det er faktisk også mere end bare underholdning, fortæller han:
- Klovneri afspejler vores dagligdag. Klovneri er at begå fejl, det er at grine ad os selv. Grine ad alle. Grine ad de problemer vi får, når vi begår fejl. Og at tage det roligt. Klovneri er også latter og kærlighed.
Ikke kun for børnene
Det er tydeligt, at klovnene er populære blandt børnene, der har sag sit i en rundkreds i skolegården og ivrigt følger med i showet.
De fniser, når klovnene er ‘uartige’ og griner højlydt, når der bliver fjollet rundt og lavet mærkelige lyde. Nogle af de små børn begynder at græde, men efter et par minutter, når de har vænnet sig til klovnene, griner de med.
Men det er faktisk ikke kun børnene, der har samlet sig i skolegården. Der kan også anes voksenlatter — for bag børnene, på trapperne ned til skolegården sidder flere teenagere og voksne i alle aldre, der følger lige så interesseret med, som de små børn.
Mødre og fædre sidder i skolegården og smiler. Måske smiler de på grund af klovneriet, måske smiler de, fordi de ser deres børn være børn. Uanset så er klovneriet ikke kun for børn.
- Især voksne har en idé om, at vi kun kommer, for at underholde børnene, men når vi er færdige med vores shows oplever vi flere voksne, der beder os om at komme tilbage. De fortæller os, at de morede sig mere end børnene, fortæller Ramy efter showet denne eftermiddag.
Og måske er det fordi, at klovneri for voksne netop er en mulighed for at grine af det absurde og smertefulde i hverdagen.
- Det er lettelse for både dem og os, forklarer Ramy.
Ligesom at klovneriet ikke kun er for børnene, så er det heller ikke kun for de fordrevne. Det er lige så meget for klovnene selv. Selvom Ramy og hans kollegaer ikke selv er fordrevet fra deres hjem, så påvirker krigen i Libanon alle libanesere på den ene eller anden måde.
- Jeg kan ikke se mig selv bare sidde i sofaen og gøre ingenting, lyder det fra en berørt Ramy.
- Når vi er ude og møder de her mennesker, og får lov til at høre hvad de oplever, giver det mig en følelse af håb og styrke til at fortsætte min mission med at sprede håb og kærlighed i Libanon.
Det er det sidste, som Ramy når at sige, inden klovnene skal tilbage i deres sorte KIA Picanto, der er proppet med udstyr, så man dårligt kan se ud af bagruden. Børnene følger dem hele vejen ud til parkeringspladsen.
Næste stop er en skole i nærheden, hvor der er nye børn såvel som voksne, der har behov for lidt latter og håb i krigstid.