Sveriges udenrigsminister var sent mandag få kilometer fra lufthavnen i Kabul i Afghanistan, da hans fly måtte vende om.
- Da vi var i gang med indflyvningen nogle få kilometer fra flyvepladsen, kom den under angreb, skriver Carl Bildt på sin blog.
Bildt landede på base
Bildt var ligesom danske Lene Espersen på vej til at deltage i en stor donorkonference i Kabul. Lene Espersen måtte i går vende helt om og flyve til Kasakhstan og når nu ikke frem til konferencen. Men Carl Bildts fly blev omdirigeret til USA's Bagram-base, hvor det landede.
Senere fløj han i helikopter til Kabul.
- Flyvepladsen kom under beskydning, så de kunne ikke lande, bekræfter pressechef Anders Jörle fra Sveriges Udenrigsministerium over for Aftonbladet.
Bildt: Til at forvente
Den svenske udenrigsminister lyder dog ikke til at være hverken overrasket eller rystet over raketterne, der ramte, kort før han skulle ankomme:
- At talibanere og andre ville forstyrre den vigtige konference er selvfølgelig til at forvente, skriver han på sin blog og fortsætter:
- Rakatangrebet blev ikke så meget mere end et alvorligt attentat imod vores nattesøvn.