Radio trænger ind i IS-hovedstad: “Godaften Lykke fra Mosul, hvordan har du det?”

En radiostation har bag frontlinjerne og sender døgnet rundt i det isolerede Mosul, der er under kontrol af Islamisk Stat. Med livet som indsats ringer Mosul-borgere til radioen, der udfordrer IS-propagandaen i kalifatets hjerte.

Et sted i det nordlige Irak findes en gruppe irakere, der er trængt gennem Islamisk Stats forsvarslinjer - med radiobølger. (Foto: © Mads Køngerskov, DR Nyheder)

“Solen vil skinne igen - og mørket vil forsvinde. Radio Alghad FM.”

På en hemmelig adresse i det nordlige Irak runger jinglen om solen og mørket i radiostudiets højtalere. Ahmed, som han kalder sig i æteren, sidder klar bag i den røde stol bag mikrofonen.

- Velkommen tilbage til “Giv os din stemme”. Det er vinduet, hvor DIN stemme kan blive hørt, bebuder Ahmed.

I regien står Mohammad al-Musalli, der ligesom Ahmed, benytter et andet navn end sit eget. De er begge fra Mosul, hvor de stadig har familie, og Mohammad - som er hans rigtige fornavn - ved, at den lyd han kan køre i højtalerne, når hele vejen ind i kalifatets hovedstad.

Det var nemlig ham, der i 2015 kravlede rundt i frontlinjen for at sætte de nødvendige sendere op, som betyder, at Radio Alghads radiobølger gør Islamisk Stats forsvarslinjer overflødige.

- Vi ville skabe en mulighed for at kommunikere med vores familier, der sidder tilbage i Mosul. Og samtidig ville vi udfordre Islamisk Stats propaganda og verdensbillede ved at sende nyheder og underholdning ind i Mosul, få Mosul-borgerne i tale og få nyheder den anden vej ud af Mosul til omverdenen. Vi ville bryde isolationen, fortæller Mohammad.

- Jeg ringer fra Mosul by

Selvom Islamisk Stat gentagne gange har forsøgt at forstyrre frekvensen er det lykkedes Radio Alghad at forblive on air.

- IS er optaget af, hvad folk lytter til og er i stand til at læse. Når du kører i din bil og skal igennem en af deres tjekposter, kan de finde på at bede dig om at tænde for bilradioen for at finde ud af, hvilken kanal du sidst lyttede til, siger Mohammad.

Studiets to fastnettelefoner og tre mobiler ringer konstant.

- Godaften Lykke fra Mosul, hvordan har du det? spørger Ahmed.

En kvindestemme lyder i den anden ende.

- Hvor ringer du fra?

- Mosul.

- Mosul by eller omegn?

- Mosul by, siger stemmen.

Lykke fra Mosul fortæller, at der er kommet flere tjekposter på det seneste. Hun selv går ikke meget ud.

- Men mine brødre går udenfor huset. De siger, at de kan se mindreårige børn patruljere i gaden.

- Hvor gamle er de? spørger værten.

- Mellem 16 og 18 år, siger Lykke fra Mosul.

De fleste ændrer deres navne

Mohammad lytter fra regien.

- De fleste ændrer deres navne, når de ringer ind, hvis de ringer fra Mosul - ligesom Lykke. Det er ikke som andre steder i verden, hvor man bare ringer ind. Det er livsfarligt at være i radioen, siger han.

En ny kvindelig lytter kommer igennem fra Mosul. En sky, lav stemme taler:

- Jeg fornemmer, at Islamisk Stat, der er i vores kvarter, er meget bange. De har oprettet mange tjekposter, hvilket ikke er normalt. Sådan plejer det ikke at være, siger hun.

Mohammad i radiostudiet (Foto: © Mads Køngerskov, DR Nyheder)

En ældre herre ringer ind.

- Jeg siger jer, Islamisk Stat er færdige, opløst.

- Hvad mener du? spørger værten.

- De er som en kiks, du dypper i en kop te.

Mohammad fører statistik over antal opkald i de direkte samtaleprogrammer.

I september kom 1.823 lyttere igennem - størstedelen var fra Mosul. Radioen sender nyheder hver time. Nyheder, der ikke er fordrejet af IS-propaganda.

Samtidig sendes en række underholdningsprogrammer. Madprogrammet lærer lytterne, hvordan de med få ingredienser - dem der nu kan købes i Mosul - kan forny deres aftensmad.

Og Hello DJ er et karoke-ønskeprogram, der giver lytterne mulighed for at ønske deres yndlingsmusik, som de selv kan synge med på.

Det betyder, at der flere gange om ugen flyder musik ind i kalifatet, der ellers har forbudt arabiske popsange som for eksempel hittet “En million blomster, en million kys” af Salah Hassan.

Radio Alghad betyder “i morgen”, hvilket for Mohammad står for fremtiden og håbet. Og han håber, at der snart ikke længere vil være brug for Radio Alghad. At Mosul vil blive en fri by, som han dog ikke selv kan vende tilbage til, fordi det vil være for farligt som bestyrer af Radio Alghad.

- Lytterne kalder os den sjette bro, hvilket er en enorm ære. For der findes frem broer i Mosul, der forbinder byen, der ligger på begge sider af Tigris-floden. Vi er den sjette. Det er jeg stolt af.

Se mere om radioen i Mosul i aften kl 21.30 i TV-Avisen på DR1