Putins skygge hviler over G20 i Brisbane

G20-topmødet i Brisbane handler officielt om vækst, men præsident Putins deltagelse trækker mødet i en anden retning.

Forsiden på den australske avis Courier Mail kræver, at præsident Putin siger undskyld for MH17-styrtet i Ukraine. (Foto: © WILLIAM WEST, Scanpix)

Fotografiet er sort/hvidt. Motivet: Vragrester på en mark i Ukraine. Teksten står med hvidt:

- Kære hr. Putin, vi takker Dem for at besøge Brisbane til G20. Men før topmødet begynder, er der et ord, det australske folk ønsker at høre: Undskyld.

Forsiden på Queensland-avisen The Courier Mail river i de rå nerver blandt australierne.

38 australiere blev dræbt, da det malaysiske passagerfly MH17 blev skudt ned over Ukraine i juli. Og der ligger stadig ofre på marker i det østlige Ukraine - ofre, der ikke er blevet identificeret, som ikke er blevet begravet.

Fire russiske krigsskibe

Inde i avisen Courier Mail finder man en mere satirisk dækning af G20-mødet. (Foto: © WILLIAM WEST, Scanpix)

Det er ikke forbigået australiernes opmærksom, at Ruslands præsident Vladimir Putin før G20-topmødet i Brisbane har demonstreret sit krav om at blive taget alvorligt ved at sende fire krigsskibe til internationalt farvand ud for australsk territorium.

Mens de russiske krigsskibe ligger ud for Australien, ankommer stats- og regeringschefer i en lind strøm og under enormt sikkerhedsopbud.

Politiet spærrer regelmæssigt motorvejen fra lufthavnen ind til Brisbane, når nye delegationer ankommer. Og politiets patruljebåde sejler op og ned ad floden, der skærer sig gennem Brisbane tæt ved konferencecentret, hvor topmødet foregår.

Inde i avisen Courier Mail finder man en mere satirisk dækning af G20-mødet. (Foto: © DAN PELED, Scanpix)

Ukraine spøger

Den officielle tema på topmødet er økonomisk vækst, men krisen i Ukraine og især Ruslands rolle i konflikten spøger konstant i kulissen.

Ifølge NATO og medier i Ukraine sender præsident Putin nye militærkolonner med tunge våben ind i Ukraine netop i disse dage - selvom han benægter det.

Den russiske regering antyder samtidig, at det russisk-amerikanske samarbejde om registrering, kontrol og opbevaring af atomaffald, der har fungeret særdeles effektivt siden 1991, nu ser ud til at blive stoppet.

Så alt imens verdens ledere her i Brisbane taler udvikling, social og økonomisk retfærdighed, ensrettet beskatning over grænserne og meget mere - så trækker konflikter det internationale samfund i den modsatte retning.