Putin vil være russisk præsident til 2024

Vladimir Putin har erklæret officielt, at han til næste år vil søge genvalg som russisk præsident.

Putin sigter efter at blive genvalgt som præsident frem til år 2024. (Foto: © ALEKSEY NIKOLSKYI, Scanpix)

Den russiske præsident, Vladimir Putin, bekræfter onsdag, at han stiller op til præsidentvalget i landet i 2018. Dermed søger han at blive genvalgt til seks år mere som præsident.

Det skriver nyhedsbureauerne Reuters og AP.

- Jeg fremsætter mit kandidatur til posten som præsident i Den Russiske Føderation, siger Putin til et publikum af ansatte på en bilfabrik i byen Volga onsdag ifølge Reuters.

Ifølge AP viser de seneste målinger, at 80 procent af russerne er tilfredse med 65-årige Vladimir Putins forvaltning af præsidentembedet.

Et genvalg til Putin vil betyde, at han for tredje årti i træk vil bestride præsidentposten. Først var han præsident fra 2000 til 2008. Den russiske forfatning tillod ham ikke at forsætte i årene 2008 til 2012.

Her byttende han roller med Dmitrij Medvedev, der blev præsident, mens Putin var premierminister.

I 2012 kunne Vladimir Putin igen stille op som præsidentkandidat, og det gjorde han med succes.

Tidligere har den 41-årige oppositionspolitiker Aleksej Navalnij erklæret, at han ønsker at stille op. Han er senest blevet løsladt fra fængsel i slutningen af november.

Valgkommissionen i Rusland har afvist oppositionspolitikerens ønske om at stille op på grund af en betinget dom, som han er blevet idømt. Navalnij selv afviser dommen som politisk motiveret.

Det er fortsat uklart, om han får lov til at stille op.

Tv-personligheden Ksenja Sobtjak har også meddelt, at hun stiller op til præsidentvalget. Hun er i flere internationale medier blevet omtalt som "Ruslands Paris Hilton" med henvisning til den amerikanske reality-stjerne.

/ritzau/