Meldingen fra Ruslands præsident, Vladimir Putin, er ikke til at misforstå: Lande, der lader Ukraine bruge deres våben mod Rusland, er legitime mål for russiske modangreb.
- Vi betragter os som berettigede til at bruge vores våben mod militære faciliteter i de lande, der tillader deres våben at blive brugt mod vores faciliteter, lyder ordene fra den russiske præsident, der torsdag aften har talt til nationen.
Talen er beskrevet af flere internationale medier og nyhedsbureauer.
Fra Vladimir Putin er meldingen samtidig, at Rusland vil svare "symmetrisk", hvis der sker en optrapning af konflikten i Ukraine.
- I tilfælde af en optrapning i de aggressive handlinger, vil vi svare igen lige så beslutsomt, siger han ifølge AFP.
Krigen i Ukraine har med den russiske præsidents egne ord fået "elementer af global karakter, og han understreger, at Rusland er klar til "ethvert scenarie".
- Hvis nogen er i tvivl om det, tager de fejl. Der vil altid være et modsvar, siger han ifølge Ritzau.
Nyt våben taget i brug
Ydermere fortæller Vladimir Putin, at Ruslands militær har taget et nyt våben i brug i krigen, et såkaldt mellemdistancemissil.
Missilet blev testet "som svar på vestlig aggression", siger præsidenten ifølge Ritzau.
Ordene fra Vladimir Putin falder, efter at Ukraines flyvevåben har fortalt, at den ukrainske by, Dnipro, har været under angreb af et interkontinentalt ballistisk missil torsdag morgen.
Det er kun få dage siden, at den amerikanske præsident, Joe Biden, gav tilladelse til, at Ukraine kan bruge amerikanske, langtrækkende missiler til at angribe ikke bare den russiske front i Ukraine, men inde i Rusland.
I den forløbne uge er både amerikansk-, britisk- og franskproducerede missiler blevet affyret mod Rusland.
Følg udviklingen i krigen mellem Rusland og Ukraine i DR's liveblog her: