Putin: Næste skridt er våbenhvile for hele Syrien

Ruslands præsident siger, at Rusland og Tyrkiet vil arrangere syriske fredsforhandlinger i Kasakhstan.

Vladimir Putin, præsident i Rusland, siger, at han nu satser på at få en landsdækkende våbenhvile i Syrien. (Foto: © pool, Scanpix)

Ruslands præsident, Vladimir Putin, siger ifølge nyhedsbureauet Reuters, at det næste skridt i Syrien er en våbenhvile for hele Syrien, og at det rigtige er at bevæge sig mod en politisk løsning i landet.

Den russiske leder talte med journalister under et todages besøg i Tokyo. Han siger, at han er enig med Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdogan, om at holde syriske fredsforhandlinger i Kasakhstans hovedstad, Astana.

Disse forhandlinger vil finde sted ved siden af de forhandlinger, som finder sted under forsæde af FN i Genève, siger Putin.

Den russiske leder siger videre, at en vanskelig situation i byen Palmyra i Syrien skyldes dårlig koordinering mellem Syrien, Rusland og en vestlig koalition.

Rusland har anklaget USA for mangel på samarbejde, efter at Islamisk Stat (IS) i søndags generobrede kontrollen over den historiske oldtidsby Palmyra.

Generobringen af Palmyra skete, ni måneder efter at Islamisk Stat blev fordrevet fra byen af Syriens præsident Bashar al-Assads regeringsstyrker.

Disse blev støttet af russiske kampfly under offensiven i oldtidsbyen.

/ritzau/