Den største kritiker af Ruslands præsident Vladimir Putin, Aleksej Navalnij, er ved en domstol i Moskva idømt en betinget dom på tre og et halvt års fængsel for svindel i millionklassen.
Hans bror Oleg er i samme sag idømt ubetinget fængsel i tre et halvt år, og han blev ført væk i håndjern.
Brødrene er kendt skyldige i at have snydt det franske kosmetikfirma Yves Rocher for lidt over tre millioner danske kroner.
Sidste års toer ved borgmestervalget i Moskva risikerede ti år bag tremmer for at have begået økonomisk kriminalitet.
Bag anti-Putin-demonstrationer
Aleksej Navalnij har stået bag flere anti-Putin-demonstrationer og han driver en populær blog i Rusland.
Yves Rocher har tidligere afvist, at firmaet skulle have været offer for svindel begået af Navalnij.
Kalder anklager groteske
De to dømte kalder anklagerne for groteske og fabrikeret for at slippe af med en af Ruslands mest kendte oppositionsledere.
Dommen skulle efter planen først afsiges 15. januar. Ifølge Navalnijs støtter står regeringen bag datoændringen for at undgå en stor demonstration, der var planlagt til fordel for Navalnij i Moskva 15. januar.
/ritzau/