Putin fastholder Ruslands uskyld

Putin afviste i nat overfor Barack Obama, at russiske soldater er involveret i Østukraine. Helt hen i vejret, siger DR's reporter i området.

Trods åbenlyse beviser på de modsatte, benægter Ruslands præsident Vladimir Putin stadig, at russiske tropper er involveret i Østukraine. (© Scanpix)

Ruslands præsident Vladimir Putin fastholder, at der ikke er russiske soldater i Østukraine.

Det sagde han i en telefonsamtale med sin amerikanske kollega Barack Obama sent mandag dansk tid.

- Den russiske side understregede, at protester i Donetsk, Lugansk, Kharkiv, Slavjansk og andre byer i det sydøstlige Ukraine er resultatet af manglende vilje og evne hos lederskabet i Kijev til at tage hensyn til den russiske og russisktalende befolkning, lyder det ifølge ritzau i en meddelelse fra Kreml.

USA har flere gange beskyldt Rusland for at stå bag urolighederne i det østlige Ukraine.

DR's reporter: Åbenlyst løgn

Den russiske forklaring er tydeligvis forkert, siger DR's reporter i Donetsk, Thomas Ubbesen.

- Putin har opstillet et univers, som det er svært at skyde igennem. Hvis man fastholder, at Jorden er flad, kan man jo også hævde det til sin dødsdag. Så kan vi andre bare se de klare tegn, der peger i den modsatte retning.

Thomas Ubbesen fortæller, at russiske specialstyrker bruges til at indtage regeringsbygninger og politistationer for at bane vejen for de lokale prorussiske aktivister.

- På den måde ser det efterfølgende ud som om, at det er de lokale. Men det er højt disciplinerede styrker fra Rusland, der bryder isen, siger han.

Thomas Ubbesen var selv til stede ved en sådan invasion i byen Horlivka og fortæller, at de russiske tropper selv fortæller åbent om deres ophav.

Fortsat diplomati

En amerikansk embedsmand fra Det Hvide Hus betegner ifølge ritzau samtalen mellem de to ledere som "ærlig og ligefrem".

I opkaldet blev de to præsidenter enige om at fortsætte den diplomatiske indsats frem mod møder om Ukraine i Geneve 17. april, meddeler Kreml.