På en halvtør bakke midt i ingenting er der stablet blokke af gasbeton oven på hinanden. Byggeriet er ikke færdigt. Det ligner, at det er blevet bombet.
Det skulle have været en kostald, får jeg at vide, men nu bor der en familie.
To tæpper er lagt ud på jorden. Plasticpresseningerne blafrer i vinden snarere end at give ly. En hel del børn og fem kvinder er krøbet sammen i et hjørne. To af dem hækler. De hækler og hækler, hænderne vil ikke stoppe, som en slags fysisk bearbejdelse af deres oplevelser.
Et fregnet ansigtet smiler, men øjnene følger ikke med. Ungerne sidder som forstenet langs muren med støvet hår og møgbeskidte bukser.
- Ja, vi har kun det tøj, vi kom i, siger de lidt undskyldende.
Ligner paradis
De flygtede fra en landsby i Homs-provinsen, der er under konstante bombardementer fra de omkringliggende militærbaser. Byen ligger tæt på den vigtige hovedfærdelsåre fra Homs til Damaskus, som regeringssoldater kontrollerer. Som de lidt tørt konstaterer med henvisning til den udbombede bydel Babr Amra i Homs:
- Der er intet tilbage. Vores by får Babr Amra til at ligne et paradis.
I forvejen havde de ikke meget. Deres hus, deres dyr, deres simple hverdag langt fra det glamorøse byliv i hovedstaden Damaskus, hvor eliten og regimets inderkreds holder til. I ugevis levede de i nyligt udgravede kælderum under boligen. Det var ikke hver dag, de fik brød.
Så er den ufærdige kostald trods alt bedre. Der er ingen elektricitet, vand eller toilet. Men heller ingen jagerfly eller artelleri. Først plejede helikopterne at flyve over området. Så kom jagerflyene. Og bragene. Alle kender de nogen, der blev dræbt, eller også var de selv tæt på.
Hækler videre
Deres mænd er her ikke, for de kan som oprørskrigere ikke forlade byen, fortæller de. Selv måtte de nemlig igennem en militær tjekpost, hvor kvindelige soldater holdt dem tilbage og udspurgte dem om deres mænd. Også bagvejene er nu kontrolleret af regimet, siger de og hækler videre.
Hver fjerde syrer er fordrevet fra sit hjem. Nogle bor i lejre eller er stuvet sammen i lejligheder. Andre bliver placeret i stalde, skoler, udhuse, baghuse, annekser og hvor der nu ellers er plads. De fleste er afhængige af nødhjælp. De har ingen opsparing eller har allerede brugt de få penge, de havde tilbage.
Cirka hver tredje dag får de livstegn fra deres mænd. Ellers lever de i uvisheden som millioner af syrere, hvis familiemedlemmer kæmper i krigen på den ene eller anden side. Det er først og fremmest civile, den helt almindelige syrer, der betaler krigens højeste pris. De venter nu, som de siger, "i et hus for dyr" på at kunne vende hjem.
Og pludselig bliver her stille. Hvad er der mere at sige? Det fregnede ansigt krummer sig sammen, hun græder uden lyd. Det samme gør de andre. Og to pjuskede småpiger langs muren får våde øjne ved synet af deres grædende mødre.
Lydløst over hækletøjet fortsætter gråden i kostalden.