Det skal ikke være nogen hemmelighed.
Da Suzanne Brøgger og jeg endelig efter mange forberedelser kører ind i IS-kalifatets forhenværende hovedstad Raqqa i det nordøstlige Syrien, prygler en stemme mit indre: Hvad hvis der sker noget?
Suzanne Brøgger har takket ja til en rejse, de færreste ville tage på.
Og det er mig, der inviterede hende - vel vidende, at selvom terrororganisationen Islamisk Stat er bekæmpet, findes her terrorceller, der retter angreb rundt om i byen. Ikke mindst mod militære mål, som netop er sådan ét, vi skal bo på i to nætter.
En militærbase, hvor kvindelige soldater fra den kurdiske milits YPJ holder til. Kvinder, der har været med til at bekæmpe Islamisk Stat, og de nye, yngre rekrutter, som har meldt sig til livet i uniform.
Vi skal udforske, hvilke former kvindefrigørelsen antager i denne del af Syrien efter flere mørke år under terrorregimet.
- Jeg plejer at sige, at jeg er feminist hver anden dag. Men at jeg er afghansk feminist hver eneste dag. Det vil sige, jeg jo også er feminist i Mellemøstens optik. Det at fortsætte med at holde lande, udvikling tilbage, hvad der jo sker, når man holder halvdelen af befolkningen hen i uvidenhed - for nu at generalisere - det har ingen gang på jorden. Så i Mellemøsten, der må man jo være feminist, siger Suzanne Brøgger.
Den mest smadrede by
Vi kører forbi et sammenstyrtet hus. Jeg kan ane nogle flænsede badeværelsesfliser på en førstesal.
De engang præcise mosaikker er omformet til krigens tilfældige mosaik af mure, lofter og gulve gennemhullet af skud eller lagt fladt i et luftangreb. Jeg skæver til Suzanne, der iagttager Raqqa gennem bilruden og spørger:
- Er det den mest smadrede by, du har set?
Det kan jeg svare ja til uden forbehold.
Over 6.000 luftangreb ramte byen, inden IS blev bekæmpet. I ruinerne bemærker Suzanne vasketøjet, der hænger til tørre. Livet, der er vendt tilbage på trods og gravkøerne, der vidner om en gradvis genopbygning.
Vores rejse foregår i juli - i en periode der skulle vise sig at være en nærmest historisk fredelig lomme i den over otte år lange krig i Syrien.
I oktober indledte Tyrkiet en omfattende militær offensiv mod de kurdiske styrker, og dermed også de kvinder, vi er på vej til at møde.
Tyrkiet opfatter de kurdiske militser YPG og YPJ som terrorister, da de er søsterorganisation til PKK, som i tre årtier har kæmpet for selvstændighed i Tyrkiet og som er på terrorlisten i Tyrkiet, EU og USA.
Ikke desto mindre er de vestlige landes allierede i krigen mod IS.
I skrivende stund buldrer krigen i de kurdisk dominerede områder i det nordøstlige Syrien, hvor der ifølge det syriske demokratiske råd er dræbt over 450 civile, mens 300.000 mennesker er drevet på flugt, siden den tyrkiske offensiv begyndte. Tal, der dog ikke kan bekræftes af uafhængige kilder.
Kvindernes kamp er begyndt
Anderledes fredeligt var det, da vi en hed julidag triller ind på militærbasens gårdsplads i udkanten af Raqqa. En lavbenet hund gør ad os, og soldaterne står på række og giver hånd.
De er unge kvinder med lange fletninger, klædt i militæruniform og med bamsesokker i sandalerne og en stærk overbevisning om, at et frit samfund først kan eksistere, når kvinderne bliver fri. Én kamp var krigen mod Islamisk Stat.
- Det er den virkelige kamp, kvindernes kamp, der er begyndt nu, fortæller de.
De tilbyder Suzanne at sove i det, hun døber “stadsestuen”. Et rum med puder på gulvet og aircondition, når strømmen tillader det, og med deres dræbte soldaterkammerater på væggene ved siden af PKK-leder Öcalan, der sidder fængslet i Tyrkiet.
Selvom det er en kurdisk milits, tilslutter arabiske kvinder sig, og både YPG og YPJ udgør rygraden i de styrker, som kæmpede med den internationale koalition mod Islamisk Stat - og som i dag føler sig forrådt af USA, efter præsident Donald Trump banede vejen for den tyrkiske militæroffensiv i oktober.
'Jeg har fjernet ægteskab fra mine tanker'
En af de kvinder, der har tilsluttet sig, er Avista på 18 år. Hun har skiftet flere års påtvungen heldækkende niqab ud med militæruniformen.
Hun er araber fra Raqqa og boede med sin familie i byen, da Islamisk Stat overtog magten.
Hendes krøllede hår er samlet i en synlig fletning, og hun er på trods af sin unge alder tydeligt fokuseret.
- Jeg vil hævne drabet på min far og befri kvinderne fra samfundets undertrykkelse, fortæller hun.
Udover at IS tvang hende i niqab, fængslede de hendes far, fordi han røg cigaretter. I fængslet skete der noget, der stadig er uklart, men han kom aldrig ud. Han blev slået ihjel af IS i fangenskab.
En anden erfaring trænger sig på i forhold til Avistas valg om at tilslutte sig militsen.
- Min kusine blev giftet bort som meget ung. Hun var kun 13 år. I dag er hun 15 år og fraskilt. Efter nogle få dage kom hun hjem, og hele hendes krop var gennembanket. Ægteskabet er umuligt for mig. Jeg ønsker ikke at blive gift. Jeg så det med mine egne øjne, da min kusine vendte hjem efter fire dages ægteskab.
Den historie hører vi blandt flere af kvinderne.
Livet i militæruniform giver dem en legitim årsag til ikke at blive gift, da det er sjældent, de indgår ægteskab og får børn, så længe de er i militsen.
Skydetræning og det kollektivistiske liv på basen er også et oprør mod ægteskabet under de herskende normer.
Kommandør Shilan, der er i trediverne, kæmpede i krigen mod IS og træner nu de nye rekrutter på basen.
- Ægteskabet, som det tager sig ud her i dag, er slaveri. For penge gifter du en 12-årig bort. Særligt blandt Mellemøstens stammer finder du disse forstenede normer, hvor magten ligger hos mændene, og kvinderne ingen ret har til at tale. Nu viser vi kvindens farve, at hun skal og kan spille en rolle som politiker, soldat, diplomat - på lige fod med mændene, fortæller Shilan.
I kalifatets hjerte
Soldaterne kører Suzanne Brøgger på en rundtur i Raqqa, hvor de blandt andet fremviser Paradis-pladsen.
Det var her IS placerede afhuggede hoveder på hegnet, og de fortæller om de kvindeauktioner, der foregik, hvor mænd kunne byde i særdeleshed på yazidi-kvinder via tjenester som WhatsApp eller i stuer og lejligheder, hvor kvinderne sad til skue.
Da Suzanne Brøgger vender tilbage til basen, er hun udmattet og rystet.
- Raqqa er det værste, jeg nogensinde har set, fordi det kun er et år siden, at der har huseret det mest perverse regime, man kan forestille sig i verdenshistorien. Der findes jo mange grusomme regimer også stadigvæk og ikke mindst i Mellemøsten, men Islamisk Stat er i mine øjne det mest perverse, fordi det også var så eksibitionistisk og narcissistisk.
Du kan se meget mere fra Puk Damsgård og Suzanne Brøggers rejse i Syrien i dokumentaren "Puk og Suzanne Brøgger i Syrien: Kvindekamp med kalasjnikov" på DRTV.