Jeg venter foran en skurvogn. Jeg må ikke selv gå rundt blandt teltene og lede efter danskere i mængden af udlændinge.
Alene i denne lejr, som ligger i det nordlige Syrien, bor lige nu over 1.000 udenlandske kvinder og børn fra 46 nationer. De er alle rejst til Islamisk Stats selvbestaltede kalifat, og mange af dem er eller har været gift med IS-krigere.
Nu er de tilbageholdt af de Syriske Demokratiske Styrker (SDF) i lejren på ubestemt tid. SDF venter på, at de forskellige nationer skal hente deres borgere hjem. Samtidig sidder over 1.000 udenlandske mænd fængslet, ifølge de seneste tal.
Alle er de kommet ud fra Islamisk Stats territorier på et tidspunkt i krigen og er blevet arresteret. Det er derfor sandsynligt, at der i de andre lejre også sidder danske kvinder.
Tildækket og taler perfekt dansk
Jeg har efterspurgt at møde de danske kvinder, der bor i denne lejr, man også kan betegne som et åbent fængsel. Udefra ligner den en hvilken som helst anden flygtningelejr, men kvinderne er ikke frie til at forlade lejren i det kurdisk kontrollerede hjørne af Syrien.
- De er ved at gøre sig klar og tage tøj på, siger lejr-lederen og spejder over en tør grusplads mod teltene.
Der går en rum tid, inden to tildækkede kvinder slentrer med et par børn mod os. Kvinderne er tildækkede, så jeg ikke kan se, hvem de er, men jeg kan se en dreng, der er lys i huden.
Da jeg præsenterer mig, vender den ene kvinde om på stedet. Hun vil under ingen omstændigheder tale med en journalist og går tilbage til teltet, mens den anden bliver stående.
Efter nogle minutter kommer yderligere to andre kvinder til, så de nu er tre. Jeg har altså nu set fire danske kvinder – de tre indvilger i at tale med mig, og vi sætter os ind i et skur på nogle brune sæder.
Alle er tildækkede så jeg kun kan se øjnene gennem deres niqab. Alle taler de perfekt dansk. Ingen af dem vil dog stille op til et interview med deres navn, foto eller andre detaljer, der kan afsløre, hvem de er.
Etnisk dansker fra Jylland
De forklarer, at et interview ikke hjælper noget i forhold til, hvorvidt de kommer tilbage til Danmark eller ej. De ønsker ikke at blive genkendt som kvinder, der har boet under Islamisk Stat og fået børn i kalifatet, inden de kom til lejren.
Desuden skaber det, hvad de betegner som dårlig omtale for dem at være i medierne, og en af dem ville ønske, at ingen medier vidste, at hun befinder sig i lejren.
Ønsket om at være anonym handler for den ene kvinde også om, at hvis hun engang kommer tilbage til Danmark, kan hun ikke længere dække sig til. Nyheden om Danmarks niqab-forbud er alligevel nået ud i lejren, selvom kvinderne fortæller, at de ikke må have mobiltelefoner og generelt føler sig isoleret.
To af kvinderne fortæller, at de er danske statsborgere og gerne vil tilbage til Danmark. De har tilsammen syv børn, der opholder sig i lejren. Den ene er etnisk dansker fra Jylland. Hun har befundet sig i lejren i et halvt år, mens de andre har været der i omtrent to år. Den tredje af kvinderne taler dansk og har familie i Danmark, men hun er ikke dansk statsborger og ønsker sig heller ikke tilbage til Danmark.
Det er en samtale, hvor jeg på intet tidspunkt ser kvindernes ansigt, og hvor de ofte undlader at svare på spørgsmål. Når lejrens ledelse opsøger dem i deres telt efter min forespørgsel, får de ikke at vide, hvem der er kommet for at møde dem.
De har iført sig niqab, fordi de regnede med, det nok var en journalist. På intet tidspunkt har danske myndigheder opsøgt dem, fortæller de.
Sendt i armene på IS
Alle har de på et tidspunkt opholdt sig i IS-kalifatets hovedstad, Raqqa. Den senest ankomne flygtede med sin mand og sine børn fra Raqqa, da krigen kom, og de endte i Syriens østlige provins, hvor den seneste offensiv mod terrororganisationen blev udkæmpet. Hun har opholdt sig i Syrien siden 2014.
Både hun og den anden danske statsborger vil gerne tilbage til Danmark. Når jeg spørger hvorfor, nævner de flere årsager. At de har fundet ud af, hvor de hører til. At de gerne vil til en dansk læge, have børnene i institution og skole og til talepædagog - i det hele taget trygge rammer.
De nævner også, at rejsen til Syrien var en fejl. At de faktisk ville ud af kalifatet, næsten så snart de ankom dertil, men at det var forbudt at forlade kalifatet. De havde også hørt, at det var farligt at flygte. At de ville blive voldtaget og sendt tilbage til IS-territorium, hvis de mødte de lokale styrker. Og da krigen mod IS var en realitet, blev det dyrt og livsfarligt at lade sig smugle ud.
Se hvordan lejren ser ud i videoen herover.
Ikke desto mindre var det gennem en smugler, at den senest ankomne kvinde forsøgte at forlade kalifatet med sin mand og børn for at nå Tyrkiet, hvor de ville slå sig ned. Men det, de havde hørt rygter om, viste sig at være sandt. Ifølge kvinden lokkede smugleren dem ind i armene på de kurdiske styrker i stedet for at hjælpe dem til Tyrkiet, og familien blev fængslet.
I årene, hvor krigere og kvinder rejste fra udlandet til Syrien, gik ruten gennem Tyrkiet, hvor grænsen til Syrien i længere tid stod på vid gab og rejste spørgsmål om Tyrkiets rolle i støtten til IS. Tilsyneladende har IS-folk for ganske nyligt også anset det som en udvej at flygte til Tyrkiet for at bo i sikkerhed der uden at blive anholdt.
Savner lakrids og klatkager
Selvom om kvinderne er fanger i en lejr, kan de selv lave mad. De fortæller, at de tilbereder risengrød af grødris og pulvermælk, de får udleveret.
En af dem savner klatkager. En anden lakrids og chokolade. Det kunne være rart, fortæller de, at kunne starte på en frisk. At kunne komme hjem til Danmark, og at der var plads til dem igen.
Jeg spørger, om de kan forstå, når danskere ikke ønsker, at de og deres mænd kommer tilbage til Danmark. Det kan de. Til en vis grad. Men de fastholder samtidig, at de er kvinder med børn. Og at de ikke er nogen trussel.
En af kvinderne fortæller, at det heller ikke er alle mænd, der har skåret halsen over på folk. At nogle er uskyldige og blot har boet i IS-territorium. Jeg bemærker, at IS er en ulovlig terrororganisation, hvor også en kontormus kan have begået forbrydelser.
Hun slår derefter over i at tale om racisme i Danmark og om følelsen af ikke at føle sig hjemme. Alligevel har hun, siger hun, efter sin rejse til kalifatet i Syrien fundet ud af, at hun hører til i Danmark.
Uønskede i Danmark
Debatten om Syrien-krigere og de kvinder og børn, der sidder tilfangetaget i Syrien, er igen blusset op i Europa og USA, efter at hundredevis af vesterlændinge er strømmet ud af den sidste IS-lomme i det østlige Syrien.
Danmarks justitsminister Søren Pape Poulsen (K) har sagt, at man ikke kan nægte danske statsborgere at komme tilbage, omend de ikke er velkomne og ganske uønskede.
Hos de lokale myndigheder i det semi-autonome kurdiske område af Syrien er de mange udlændinge en enorm byrde. Senest har talsmanden for de Syriske Demokratiske Styrker, Mustafa Bali, udtalt, at de tusindvis af fanger er den største udfordring fremadrettet, og at de respektive lande må hente deres statsborgere hjem.
Mens vi sidder i skuret, leger børnene på gulvet og på møblerne. Deres mødre taler dansk til dem og griner af, at et barn lader som om, at mormor er på linjen i den anden ende af fjernbetjeningen til en aicondition.
Selv væbner de to kvinder sig med tålmodighed og håber på, at de en dag bliver hentet til Danmark.