Han har stadig badebukser og hotelsutter på, mens han ryger en cigaret. Den 21-årige saudiarabiske gæst er gået fra hotellets pool og direkte i baren, hvor han drikker øl og forsøger at få fat i sin mor. Mobilens skærm viser blot det lysende logo for Apple.
- Jeg tabte den i jacuzzien, da jeg skulle tage et billede. Det er flere timer siden, og jeg vil gerne tjekke, om min mor er kommet tilbage til hotellet, siger han og låner min mobil, hvorfra han via Whats App skriver til sin mor.
Det viser sig, moren sidder på hotelværelset nogle etager over os. Og nu, fordi der dukker et profilbillede op af en blond kvinde, når hendes søn skriver til hende, begynder hun at stille spørgsmål over chat-tjenesten. Han har tømt sin øl, og jeg bestiller et par glas vin.
- Hvor tror hun, du er henne? spørger jeg.
- Jeg skriver bare, jeg ser fodbold. Og at jeg har mødt en journalist, som har lånt mig sin mobil.
- Hun ved ikke, du er i baren?
- Nej. Hun ved ikke, jeg drikker, siger han.
Store fremtidsplaner
I Saudi-Arabien er over halvdelen af befolkningen unge under 30 år. Det er den 37-årige magtfulde kronprins, Mohammed bin Salman, ganske klar over, og en del af de sociale regler og restriktioner, der i årevis begrænsede især kvinder, er forsvundet i takt med det konservative kongedømmes storstilede plan om en omstilling til tiden, hvor Saudi-Arabien ikke længere kan leve af olie.
Saudi-Arabien har desuden budt ind på at få fodbold-VM til landet i 2030 - samme år som landet stiler efter i sin vision frem mod 2030, hvor Saudi-Arabien skal være parat til at leve uden olie.
Den samme øvelse er Qatar i færd med, og det medfører en moderniseringsproces dikteret fra toppen, hvilket dermed betyder, at borgerne ikke bare kan kræve rettigheder. Det er noget, de bliver givet.
Et alkohol-producerende klædeskab
For den unge saudier er det lige omvendt end for en europæer at rejse til Qatar - det er frisættende med en uges fodboldrejse til hans lille naboland, fordi han kan sidde i en bar ude blandt andre mennesker og nyde et glas vin eller nogle øl, mens mor er parkeret i hotelværelset. I Saudi-Arabien er alkohol bandlyst. Også på hoteller.
- Jeg laver min egen alkohol hjemme i mit klædeskab. Jeg bruger tørgær, og efter en uge har jeg noget drikkeligt, fortæller han.
- Hvad gør du så, hvis du er ude og er fuld, spørger jeg.
- Ingen blander sig, så længe du ikke begynder at sælge det. Det er strafbart, påpeger han.
Cigaretpakken falder ud af hans badebukselomme og ned på gulvet. Han samler den op og finder endnu en cigaret.
- Jeg ryger også hash engang imellem. Jeg kender en, jeg kan ringe til, som sælger det.
Mor tjekker ind på mobilen et par gange, inden der endelig bliver stille på linjen. Vi drikker mere vin, og samtalen kryber længere ind under overfladen af det samfund, han er vokset op i, hvor hans familie ligesom mange andre følger visse konservative dogmer. Forelskelse er ingen dyd i hans familie. Heller ikke selvom han blev forelsket i en saudiarabisk kvinde, som han ville gifte sig med.
- Min far sagde nej til et ægteskab med hende. Fordi hun ikke tilhører vores egen familie. Vi havde intet gjort, som vi ikke skulle, men der var intet, jeg kunne gøre, når min far ikke billigede ægteskabet.
- Blev du vred på ham?
- Nej, egentlig ikke. Han er også under pres fra familien.
- Men I er en stor ung generation, der gerne vil bestemme mere i jeres eget liv.
- Det kommer til at tage tid.
Han læner sig ind mod mig og holder hånden op for mit øre og sænker stemmen i larmen fra en fodboldkamp og musik.
- Jeg er faktisk biseksuel, siger han.
Den stille transformation
Under VM-slutrunden i Qatar har der i Danmark og andre europæiske lande været stor fokus på LGBT-rettigheder i Qatar. Homoseksualitet er forbudt og strafbart, men alligevel eksisterer et homoseksuelt miljø - de går bare ikke rundt med regnbuer på tøjet. Nogle vil mene, at den højrøstede aktivisme fra vestlige lande ikke nødvendigvis hjælper dem i deres liv.
I nabolandet De Forenede Arabiske Emirater er homoseksuelle også uønskede. Alligevel deltog jeg lige før VM i en fernisering i et galleri, hvor en Dubai-baseret filippinsk kunstner og fotograf åbnede udstillingen Paradise 4ever. På galleriets webside bliver hans kunst præsenteret som “sanselige visuelle fortællinger” afledt af hans rejse og “sydøstasiatiske bevidsthed og queer-blik.”
Mange var mødt op til ferniseringen i et industrikvarter fyldt med gallerier. En fyr stod i pufærmer af guldtråd. En anden fyr bar kjole. Lyset skinnede pink fra lamperne i loftet, og blandt de fremmødte skulle jeg flere gange spørge, hvilket pronomen jeg burde tiltale dem med. På væggen hang et billede af kunsteren i hvid brudekjole.
Dubai er foran Qatar, hvad angår synligheden af LGBT-personer. Men, som en irakisk kunstner ved udstillingen påpegede:
- Når Dubai og også Saudi-Arabien og Qatar inviterer det kunstneriske miljø indenfor, hvad end det er DJ’s, musikere eller andre kunstnere, inviterer de også LGBT indenfor. Det er også en måde at transformere samfundet på, uden at det skal komme ad den meget højlydte vej. Det kommer bare.
Kampen er i gang
Jeg ser på min nye ven i baren i Doha. Når han er biseksuel, får han svært ved at udleve den del af sit liv. Hans familie vil på et tidspunkt presse på for et giftermål - med en kvinde fra et sted i den udvidede familiekreds. En kusine.
Uanset hvor meget kronprinsen skal omstille Saudi-Arabien til en tid uden olie og har indført reformer, der indtil videre har fået flere kvinder på arbejdsmarkedet, givet dem lov til at køre en bil og har løsnet en smule i forhold til værgesystemet, hvor mænd skal give tilladelse til kvinder i mange af livets forhold, så forudser ingen, at parforhold mellem det samme køn bliver accepteret i nærmeste fremtid.
For nu holder den saudiarabiske unge mand den del af sit liv lidt ud i strakt arm.
- Jeg er heldigvis ikke blevet forelsket i en mand. Endnu.
En aften på en bar i Doha er sigende om de unge golf-araberes kamp mod de ældre. På et tidspunkt ryger den unge mand en cigaret med en pensioneret herre fra Qatar, som overfor min kollega tordner om LGBT-debatten i forbindelse med VM-slutrunden.
De danske VM-herrer bar ikke One Love-armbindet. Forandringen vil dog snige sig ind i takt med, at staterne åbner mere op, de gamle dør og de unge forsøger at etablere deres egen dagsordenen. Kampen eksisterer allerede. I et alkohol-producerende klædeskab og i hjertet af en ung mand.