Det er 973 dage siden, at der blev skrevet amerikansk historie, da tusindvis af vrede Trump-støttere stormede Kongresbygningen i protest over resultatet af det amerikanske præsidentvalg.
Selvom det er over to år siden, at stormløbet på Kongressen fandt sted, så er efterspillet langt fra slut.
Det cementerede en dommer tirsdag, da strafudmålingen på Proud Boys-lederen, Enrique Tarrio, blev offentliggjort.
22 års fængsel. Det bliver Enrique Tarrios straf for at have spillet en betydelig rolle i stormen på Kongressen, der blandt andet kostede fire personer livet.
Og det er på trods af, at Tarrio ikke selv var til stede under stormløbet – han blev nemlig anholdt, da han ankom til Washington D.C. to dage før og blev efterfølgende bedt om at forlade byen.
Begrundelsen for den hårde straf på 22 år var, at Enrique Tarrio spillede en helt afgørende rolle i planlægningen af stormløbet, lød det fra dommeren tirsdag.
Dommeren lagde i sin afgørelse vægt på, at Tarrio var lederen af gruppen, og ikke har givet udtryk for, at han havde gjort noget forkert, før dagens retsmøde.
- Mr. Tarrio var den øverste leder, den ultimative person, der organiserede og blev drevet af en revolutionær iver, sagde dommer Timothy Kelly ved afslutningen af den tre timer lange høring og tilføjede, at Tarrio ikke har vist "nogen anger."
Det er den længste straf, der er blevet idømt i den omfattende retsforfølgelse af oprørerne fra stormløbet. Indtil nu har den længste fængselsstraf været 18 år til stifteren af den højreradikale gruppe Oath Keepers.
Så hvad er Proud Boys, og hvorfor er det netop lederen, Enrique Tarrio, der får den hårdeste dom?
Hvad er Proud Boys?
Proud Boys blev stiftet tilbage i 2016 af en mand ved navn Gavin McInnes, umiddelbart før Donald Trump vandt præsidentvalget. Gruppen har fra begyndelsen støttet Trump som præsident.
Proud Boys består kun af mænd og er flere gange blevet beskrevet som en ‘neo-facistisk militant organisation, som fremmer og deltager i politisk vold’.
Organisationen benægter selv, at de følger en racistisk ideologi, men beskrives som en militsgruppe, der dyrker racistiske idelogier om hvidt overherredømme af flere organisationer, heriblandt af den antiracistiske dokumentationsgruppe Southern Poverty Law Center.
Medlemmer af Proud Boys har selv sagt, at deres fokus i gruppen ikke er på race, men på at genoprette traditionelle vestlige værdier, såsom mandens rolle i samfundet.
For at blive medlem af gruppen, skal man eksempelvis aflægge en ed, der lyder således:
- Jeg er stolt af at være en vestlig chauvinist, og jeg nægter at undskylde for at have skabt den moderne verden.
Gruppen voksede sig hurtig stor og har flere afdelinger i USA og strækker sig også til andre lande såsom Canada.
I 2018 kategoriserede FBI gruppen som en “ekstremistisk gruppe med forbindelser til hvid nationalisme”.
I samme omgang offentliggjorde FBI, at Proud Boys aktivt rekrutterede medlemmer i USA og udlandet, samt at de havde bidraget til eskalering af vold under politiske demonstrationer i 2018.
Kun to dage efter at nyheden om den nye kategorisering af gruppen kom ud, meddelte Gavin McInnes, at han trak sig fra gruppen, som han selv havde stiftet.
Det gjorde han i en video på YouTube, hvor han samtidig afviste, at Proud Boys var en racistisk og ekstremistisk gruppe.
Det var her, at posten som leder af Proud Boys blev ledig. Og det var her, at Enrique Tarrio tog roret.
Donald Trump og Proud Boys
Under Trumps valgkampagne i 2020 spillede Proud Boys en stor rolle, blandt andet på sociale medier.
De fyldte også mere og mere i amerikanske medier, efter uroligheder hvor de stødte sammen med venstrefløjsdemonstranter under Black Lives Matter-demonstrationer.
Under en tv-debat mellem Donald Trump og Joe Biden i 2020 blev Trump så spurgt ind til, om han ville tage afstand fra "stærkt racistiske personer og grupper, der tror på hvide menneskers overherredømme".
Efter en kort udveksling mellem Trump og debattens moderator, lød meldingen fra den daværende præsident til Proud Boys således:
- Træk jer tilbage, og hold jer klar.
Efterfølgende skrev Enrique Tarrio på sit sociale medie – altså den daværende leder for Proud Boys – at "han står klar".
Meldingen vakte begejstring blandt medlemmer af Proud Boys, der på sociale medier argumenterede for, at det var et tydeligt tegn på, at Trump støttede op om gruppen.
Kort tid efter var Trump dog ude og fordømme dem, efter han havde fået massiv kritik for sine udtalelser under tv-debatten.
- Jeg fordømmer alle "white supremacists" (tilhængere af hvidt overherredømme, red.), jeg fordømmer Proud Boys. Jeg ved ikke meget om Proud Boys, men jeg fordømmer dem, sagde han til Fox News kun få dage senere.
Det ændrede dog ikke på Proud Boys’ syn på Donald Trump og deres involvering i hans valgkampagne. Det gjorde de tydeligt den 6. januar 2021, efter at Trump officielt havde tabt præsidentvalget.
Efterspillet på stormløbet
I maj 2023 kendte domstolen fire mænd – heriblandt Enrique Tarrio – skyldige i at tilskynde til oprør i forbindelse med stormløbet på Kongressen. Alle fire var medlemmer af Proud Boys. Tidligere havde flere andre fået samme dom.
Før retssagerne i forbindelse med den 6. januar var sidste gang, at nogen blev kendt skyldig i "seditious conspiracy" – at tilskynde til oprør med det formål at vælte regeringen – i 1995.
Eksperter og politikere i USA har flere gange beskrevet det som en sejr for det amerikanske justitsministerium, at man har været i stand til at sikre i alt 14 domfældelser for netop denne anklage.
Ifølge dommen spillede den tidligere leder af Proud Boys en “prominent rolle” under urolighederne den 6. januar. Han blev blandt andet fundet i besiddelse af omfattende planer om at “overvåge og storme” regeringsbygningen, lød det i anklagen mod ham.
Ifølge anklagerne fandt man et ni-siders dokument hos Tarrio med titlen “1776 vender tilbage” – navngivet efter året for den amerikanske uafhængighed, rapporterede New York Times tidligere i år.
Selvom Tarrio ikke var anklaget for fysisk at deltage i hændelsen, så er han dømt for at stå i spidsen for planlægningen af stormløbet. I anklageskriftet forlyder det, at han forblev i kontakt med andre medlemmer af Proud Boys under deres indtrængen i kongresbygningen.
Tarrio fortsatte med at opmuntre medlemmerne, der var til stede inden og under begivenhederne, og tog æren for, hvad der var sket, på sociale medier efterfølgende.
Før sin dom undskyldte Tarrio for den "smerte og lidelse" som politiet, lovgivere og andre led den 6. januar 2021.
- Jeg har altid forsøgt at sætte en højere standard for mig selv og jeg fejlede, sagde han, og fortsatte:
- Denne retssag har vist mig, hvor meget jeg tog fejl.
Ifølge Tarrio var det aldrig hans mening, at der skulle bryde vold ud ved Kongresbygningen.
- Jeg er ikke en politisk fanatiker. Det var aldrig mit mål at påføre andre skade eller ændre valgresultatet, sagde han inden sin dom.
Siden den 6. januar 2021 er over 1.100 personer blevet anklaget i næsten alle 50 stater og Washington D.C. Omkring 372 af de tiltalte er blevet anklaget for at angribe, modstå eller forhindre tjenestemænd eller ansatte.
Omkring 597 tiltalte er blevet dømt for kriminelle aktiviteter den 6. januar. Hele 366 er blevet idømt fængselsstraffe, skriver USA’s justitsministerium.
Retsforfølgelsen af oprørerne slutter ikke her. For USA's justitsministeriet går efter den helt store fisk: Donald Trump.
Den amerikanske ekspræsident Donald Trump blev tidligere i år tiltalt for at have forsøgt at omstøde resultatet af præsidentvalget i 2020. Retssagen blev i sidste måned sat til at begynde den 4. marts 2024.
Donald Trump afviser alle anklager. Men tiden vil vise, om han bliver straffet.
Indtil videre er det Enrique Tarrio, der har betalt den hårdeste pris.