Den selvudnævnte borgmester i den østukrainske by Slavjansk bekræfter, at oprørerne har forladt byen efter tre måneder.
Ukrainske regeringsstyrker er dog endnu ikke gået ind i byen, fortæller han.
- De væbnede styrker er taget af sted. Den ukrainske hær er endnu ikke i Slavjansk, så der er ingen myndigheder i byen, siger borgmesteren Volodymyr Pavlenko.
Den ukrainske hærs evne til at tage byen, der huser et af landets største våbenanlæg, tilbage, kan meget vel markere et vendepunkt i de flere måneder lange væbnede kampe i det østlige Ukraine.
Ingen ved barrikaderne
En beboer i den hidtidige oprørsbastion fortæller til AFP, at oprørssoldaterne lørdag morgen pludselig var væk efter tre måneders massiv tilstedeværelse.
- Krigernes afgang var en overraskelse. Ingen var klar over, at det var ved at ske, siger beboeren til AFP.
- Denne morgen så jeg, at der ikke længere var nogen væbnede separatister foran rådhuset. Herefter så jeg, at ingen stod ved barrikaderne til byen, siger han.
Præsident: Hejs flaget
Ukraines præsident, Petro Porosjenko, har lørdag beordret flaget hejst over byen, der huser et af landets største våbenanlæg, og som oprørene besatte den 6. april.
- Præsidenten har givet ordre til, at statens flag hejses på rådhuset i Slavjansk, hedder det ifølge Reuters i en udtalelse fra præsidentens kontor.
Petro Porosjenko afviste mandag at forlænge en ensidig erklæret 10 dage lang våbenhvile i det østlige Ukraine og blæste i stedet til kamp mod oprørerne.
Lokale overdrager våben til regeringsstyrkerne
Og nu glæder han sig altså over resultatet.
- Lokale indbyggere overdrager våben til regeringsstyrkerne, som rebellerne har efterladt, siger præsidenten i en udtalelse ifølge AFP.
- Dette er den afvæbning, jeg talte om, da jeg præsenterede min fredsplan for at løse situationen i øst, siger han.
/ritzau/AFP