Der kan opstå situationer, hvor det er nødvendigt for det britiske royale par, prins Harry og hertuginde Meghan, at rejse med privatfly af hensyn til familiens sikkerhed.
- Så simpelt er det, sagde prins Harry, da han under lanceringen af et stort projekt om bæredygtig turisme i dag måtte forsvare, hvorfor parret i løbet af sommeren flere gange har valgt at rejse med privatfly.
Under lanceringen i Holland forsikrede prins Harry, at han var ankommet til Amsterdam med et almindeligt rutefly.
- Jeg er ankommet med rutefly. 99 procent af alle mine rejser i verden er med rutefly, sagde prins Harry, som i sin åbningstale ved lanceringen af klimaprojektet understregede, at "ingen er perfekte", når det handler om klimaet.
Han forklarede også, at han altid forsøger at balancere sit klimaaftryk, så hvis han har været nødt til at flyve i privatfly, skruer han ned et andet sted.
"Hvert fodspor og hver handling gør en forskel"
De royale flyveture i private fly er blevet kritiseret af både britiske og internationale medier, og ifølge BBC fløj de med privatfly fire gange på 11 dage i løbet af sommeren.
Kritikken skyldes især, at prins Harry og hertuginde Meghan i juli måned offentligt udtrykte deres bekymring for miljøet i et opslag på deres instagramprofil.
- Først nu er vi begyndt at se og forstå den skade, som vi forårsager. Med næsten 7,7 milliarder mennesker på denne jord gør hvert valg, hvert fodspor og hver handling en forskel, skrev de blandt andet i opslaget.
I denne måneds udgave af magasinet Vogue udtaler prins Harry sig ligeledes om sin bekymring for klimaet.
Her nævner han også, at han og hertuginde Meghan af hensyn til miljøet "maks vil have to børn".
Kongehusets CO2-udslip fordoblet
I juni måned offentliggjorde det britiske kongehus en rapport med nye tal for, hvor meget CO2 de udleder.
I rapporten fremgik det, at CO2-udslippet i forbindelse med den britiske kongefamilies forretningsrejser ramte 3.455 ton for regnskabsåret 2019.
Det tal er næsten en fordobling i forhold til 2018, hvor CO2-tallet lå på 1.687 ton. I rapporten står der, at det især er de royale privatfly, der belaster regnskabet.
Til sammenligning udleder danskere i gennemsnit 17 ton CO2 om år, det viser tal fra tænketanken Concito.