Prins Harry håber på forsoning, men anklager igen familiemedlemmer for at fodre pressen

I et nyt interview langer prins Harry endnu en gang ud efter medlemmer af det britiske kongehus.

Prins Harry ved ikke, om han vil dukke op til sin fars kroning i maj, hvis han bliver inviteret, fortæller han i et nyt interview. (Arkivfoto) (Foto: © JEREMY SELWYN, Scanpix Denmark)

Han elsker sin far, bror og sin familie, og han håber på forsoning med dem.

Dele af et nyt interview med den britiske prins Harry lyder som en fremstrakt hånd til den britiske kongefamilie. Det er dog ikke de mæglende ord, der trækker de fleste overskrifter i medier verden over.

Det er i stedet den byge af anklager mod den britiske kongefamilie, som prins Harry endnu engang leverer i det nye interview med tv-stationen ITV.

- Tilgivelse er 100 procent en mulighed. Jeg vil gerne have min far og min bror tilbage. Men jeg kan ikke genkende dem, ligesom de sikkert ikke kan genkende mig, siger han.

Med et nyt interview kaster prins Harry igen lys over konflikterne i den royale familie i Storbritannien, som han forlod sammen med sin hustru Meghan Markle for to år siden, da de frasagde sig deres royale titler og apanage.

'I seng med djævlen'

I interviewet langer prins Harry blandt andet hårdt ud efter "visse medlemmer" af den kongelige familie, som ifølge ham har et lidt for tæt forhold til den tabloide presse i Storbritannien.

Han anklager unavngivne personer i det britiske kongehus for at have lækket og plantet historier om ham og hans hustru.

- De medlemmer af familien har besluttet sig for at gå i seng med djævlen for at genopbygge deres eget image, siger han.

Medlemmer af kongefamilien samarbejder med tabloidpressen og forsøger på den måde at rette op på deres eget image på bekostning af andre, siger prins Harry.

Ifølge prins Harry er det sket på bekostning af blandt andet ham og hans kone, hertuginde Meghan Markle, som har kritiseret den britiske presse i årevis og lagt sag an mod flere af de største britiske medier for telefonaflytning.

Interviewet er givet forud for udgivelsen af prinsens nye bog, Spare (Reserven, red.), som udkommer i morgen. I bogen anklager prinsen ifølge The Guardian navnlig sin stedmor - med den mundrette titel dronningegemalinde Camilla - for at lække historier til den tabloide presse.

Usikkert, om Harry kommer til kroning

Samtidig med at prins Harry kritiserer læk til pressen og gengivelser af private samtaler har han i de seneste to år, efter at han har forladt den royale familie og Storbritannien, gentagne gange offentliggjort sin egen udlægning af, hvad der er sket i den kongelige families privatliv.

Han har givet et dybfølt interview med den amerikanske tv-kendis Oprah Winfrey, deltaget i en Netflix-dokumentar, der over seks afsnit opruller hans og hertuginde Meghans historie, og nu udgiver han også en bog med referater af private samtaler.

Foreholdt det paradoks fremhæver prinsen sin ret til at fortælle sin egen historie.

- Mængden af plantning (af historier, red.) og læk fra andre medlemmer af familien betyder efter min opfattelse, at de allerede har skrevet et utal af bøger. Millioner af ord er blevet dedikeret til at forsøge at tilsværte min kone og mig selv til et punkt, hvor jeg var nødt til at forlade mit land, siger han.

Prins Harry havde håbet, at dronningens begravelse kunne være en anledning til forsoning, siger han i interviewet. Men ved begivenheden lykkedes det ifølge ham ikke at samle den splittede familie.

I interviewet lægger prins Harry flere gange op til forsoning:

Den 6. maj får de muligvis chancen igen - her skal prins Charles nemlig krones. Men det er stadig uvist, om hans yngste søn vil dukke op til den begivenhed, hvis han bliver inviteret.

- Der kan ske meget inden da, men min dør er altid åben. Bolden ligger hos dem. Der er meget, der skal tales om, og jeg håber virkelig, at de er villige til at sætte sig ned og tale om det, fordi der er sket meget de seneste seks år - og også før det.

Det britiske kongehus har afvist at kommentere interviewet, skriver The Guardian.

Du kan få et kig ind i den skandaleramte britiske kongefamilies historie i denne dokumentar om prins Harrys farmor, Dronning Elizabeth: