Selvom de græske myndigheder har gjort alt, hvad der var menneskeligt muligt for at få stoppet de mange hundrede skovbrande, der i de seneste uger har ramt landet, så har det i mange tilfælde ikke været nok.
Sådan lyder det fra Grækenlands premierminister, Kyriakos Mitsotakis, som nu undskylder overfor landets befolkning for "enhver svaghed" i regeringens håndtering af de mange brande.
- Jeg har fuld forståelse for smerten hos vores medborgere, der har set deres hjem og ejendomme gå op i flammer, frustrationen hos dem, som er blevet evakueret fra deres hjembyer, selv vreden hos dem, der har søgt luftstøtte, uden at vide, om brandslukningsflyene var udsendt et andet sted eller ikke kunne flyve på grund af røgen, siger han i en tv-transmitteret tale i går.
Ø i flammer for syvende dag i træk
Mere end 580 skovbrande er brudt ud i Grækenland siden slutningen af juli, efter landet blev ramt af den værste hedebølge i 30 år. Brandene er blevet forstærket af, at hedebølgen indtraf efter flere uger med kraftig tørke og efterfølgende kraftig vind.
Flere steder er det lykkedes at få bremset eller stoppet brandene, men på Grækenlands andenstørste ø, Evia, har man de seneste syv dage kæmpet forgæves med at få to voldsomme brande under kontrol.
Igen i nat har græske brandmænd og lokale kæmpet mod flammerne, ligesom også brandmænd og brandslukningsfly fra flere lande i de seneste dage kommet til at for at hjælpe med brandslukningen.
Mere end 2.000 er indtil videre blevet evakueret fra øen, i takt med at ilden har fortæret flere tusinde hektarer hidtil uberørt skov og jævnet flere landsbyer med jorden.
Klimaforandringer en årsag, ikke et alibi
Regeringen har fået skarp kritik af flere borgmestre fra de områder, hvor brandene har raset, blandt andet for ikke at indsætte nok brandslukningsfly - på trods af løfter tidligere året om ressourcer til netop bekæmpelsen af skovbrande.
- De seneste dage har været nogle af de sværeste for vores land i flere årtier. Vi har kæmpet, og vi kæmper stadig, denne kamp med al vores styrke. Men vi står over for en naturkatastrofe af hidtil uset omfang, lyder det fra Kyriakos Mitsotakis, som peger på klimaforandringer som en forklaring på de ekstreme vejrforhold, som har udløst brandene.
- Det er tydeligt for enhver, at klimakrisen banker på hele planetens dør med brande, der varer i flere uger. Dette er en årsag, men ikke en undskyldning eller et alibi. Og jeg vil sige det ganske tydeligt: Vi har måske nok gjort alt, hvad der var menneskeligt muligt, men i mange tilfælde lod det ikke til at være nok i denne ulige kamp med naturen.
Mere ekstremt vejr kan vente i fremtiden
Udmeldingen fra den græske premierminister kom, få timer efter FN's klimapanel, IPCC, i går offentliggjorde en længeventet rapport om klodens nuværende klimasituation.
Rapporten maler et dystert billede af fremtiden for jordens befolkning, hvis ikke vi omgående sætter en stopper for udledningen af CO2. I så fald vil temperaturen på kloden nemlig fortsætte med at stige, hvilket vil udløse hyppigere og voldsommere tilfælde af ekstremt vejr som hedebølger.
"For hver yderligere stigning i den globale opvarmning, bliver ændringer i ekstremerne fortsat større," advarer rapporten.
Klimaforandringer rammer ikke ens over hele verden. Nogle steder vil opleve store problemer med cykloner, skovbrande og tørke, mens øget regn og oversvømmelser vil være det største problem andre steder.