Premierminister om skudangreb på migranter: Had vil ikke splitte os

Italiensk politi har anholdt en gerningsmand for at åbne ild mod afrikanske migranter fra bil.

En italiensk mand, som er politisk aktiv i den indvandrerfjendtlige Liga Nord, er blevet anholdt for angrebet. (Foto: © Torben Christensen /Scanpix, Guido Picchio)

Italiens premierminister, Paolo Gentiloni, fordømmer et skudangreb, hvor en mand fra sin bil skød mod sorte udlændinge på gaden i byen Macerata og sårede mindst seks.

Mindst en af de sårede er i livsfare, siger byens borgmester, Romano Carancini, til tv-stationen Sky.

Ofrene for angrebet var en kvinde og fem mænd.

- Had og vold vil ikke kunne splitte os, siger den italienske regeringsleder, som lover, at de skyldige vil blive retsforfulgt og straffet.

Gentiloni siger, at Italien vil se med særligt strenge øjne på dem, som forsøger at give næring til en "voldsspiral".

En italiensk mand, som er politisk aktiv i den indvandrerfjendtlige Liga Nord, er blevet anholdt for angrebet.

Myndighederne siger, at den anholdte var kandidat for partiet ved et lokalvalg sidste år i byen Corridonia. Han blev ikke valgt.

En video, som avisen il Resto di Carlino viser på avisens hjemmeside, viser en mand med et italiensk flag om skuldrene. Optagelserne viser, at manden blev anholdt, efter at han var flygtet en kort afstand fra sin bil.

Den italienske by ligger centralt i landet omkring 200 kilometer øst for Rom. Macerata har omkring 40.000 indbyggere og ligger mellem San Marino og Rom i det centrale Italien.

Skyderierne finder sted, blot få dage efter at det parterede lig af en 18-årig italiensk kvinde blev fundet fordelt i to kufferter. Her er en nigeriansk immigrant anholdt i forbindelse med sagen.

Reuters fremhæver, at angrebet kan få betydning for det italienske valg, der skal afholdes 4. marts. I meningsmålingerne fører centrum-højre-partierne, der advokerer for en meget indvandrerkritisk politik.

/ritzau/Reuters