Præst i USA brænder igen koranen

Præsten Terry Jones i Florida har atter brændt koranbøger, selvom det amerikanske forsvarsministerium havde advaret imod det.

Præsten Terry Jones i Florida har atter brændt koranbøger i sin hjemby. (Foto: © Scott Audette, Scanpix)

Den kontroversielle amerikanske præst Terry Jones har sammen med en kollega brændt eksemplarer af den hellige muslimske bog koranen af.

Det skriver avisen Gainesville Sun i Florida, USA.

Avisen skriver, at Jones og en anden præst brændte koranbøger foran en kirke i Gainesville.

Forsvarsministeriet advarede om afbrænding

Jones har forklaret, at det sker i protest mod fængslingen af en kristen præst i Iran. Præsterne i Florida kræver, at præsten Youcef Nadarkhani løslades i Iran.

Ifølge oplysningerne i avisen havde forsvarsministeriet i Washington ellers opfordret Terry Jones til at holde igen med tændstikkerne.

Ministeriet sagde, at det kan forværre situationen for de amerikanske soldater i Afghanistan og andre steder.

Afbrænding udløste uroligheder

I marts 2011 brændte Wayne Sapp, en af Terry Jones' hjælpere, et eksemplar af koranen.

Afbrændingen blev videooptaget, og klippet blev lagt på internettet.

Det udløste voldsomme uroligheder i Afghanistan. I den nordlige del af landet blev mindst 12 mennesker dræbt under voldsomhederne.

Senere skød og dræbte en mand, der bar afghansk grænsepolitiuniform, to amerikanske soldater.

Politiet mødte op

Ved den seneste afbrænding af koranbøger lørdag var omkring 20 mennesker til stede, skriver avisen.

På den anden side af gaden stod adskillige politifolk fra den lokale politistyrke.

Umiddelbart efter afbrændingen stævnede det lokale brandvæsen kirken for at have forbrudt sig imod byens regler for åben ild.

Det udløste en bøde på lidt over 1500 kroner.

Kilde:/ritzau/AFP