USA's præsident, George W. Bush, beskylder Syrien for at "forsøge at komme tilbage til Libanon" via landets støtte til Hizbollah.
- Syrien forsøger at komme tilbage ind i Libanon. Sådan ser det ud for mig, sagde Bush på et møde i Det Hvide Hus.
Desuden beskyldte Bush både Syrien og Iran for at inspirere til terrorangreb mod Israel.
Bush tilføjede, at "roden" til konflikten i Libanon skal håndteres.
Kritik af Syriens præsident
- Det kan håndteres internationalt ved at gøre det klart for Syrien, at de skal stoppe deres støtte til Hizbollah, sagde Bush.
Udtalelsen kommer få timer efter, at Bush kritiserede Syriens præsident Bashar al-Assad for at skabe ustabilitet i Libanon.
- Han kan skabe stabilitet ved at holde op med at huse terrororganisationer og tillade folk at udføre terrorhandlinger, eller i det mindste planlægningen af dem, på hans jord, sagde Bush gennem sin talsmand, Tony Snow.
Lastbil med våben
Bushs besked til Assad kommer få timer efter, at israelske kampfly bombede fire lastbiler fyldt med våben fra Syrien. Ifølge den israelske hær havde kolonnen kurs direkte mod Hizbollahs stillinger i Libanon.
Israels premierminister, Ehud Olmert, siger, at den israelske offensiv i Libanon imod Hizbollah-militsen fortsætter, indtil Hizbollah frigiver de to israelske soldater, som militsen bortførte for en uge siden. Samtidig skal Hizbollah holde op med at angribe Israel med raketter, understregede Olmert.
Fortsatte bombardementer
Der var ingen tegn på, at diplomatiet er tæt på at sætte en stopper for de én uge lange kampe. Ledende officerer i Israel anslår, at det vil tage israelerne en måned at bombe Hizbollah så meget, at militsens raketbeskydning ophører.
Israelske krigsfly fortsatte med at bombe Libanon. Blandt dagens 28 dræbte er ni familiemedlemmer, herunder børn, der mistede livet, da deres hus i landsbyen Aitaroun blev ramt.
Hizbollah siger, at en af gruppens militsfolk blev dræbt.
Mange civile dræbt
Også det nordlige Israel blev atter beskudt med Hizbollah-raketter. Sidst på eftermiddagen blev en israeler dræbt, da en byge af raketter ramte byen Nahariya og andre steder i Nordisrael. Også Haifa blev beskudt flere gange i løbet af dagen. Der blev ikke meldt om ofre i Haifa, hvor otte israelere søndag blev dræbt af raketter.
Under det ét uge lange væbnede opgør har i alt 245 mennesker mistet livet. På nær 29 er alle ofre civile.