Den amerikanske pornostjerne Stormy Daniels sagsøger præsident Donald Trumps advokat Michael Cohen for ærekrænkelse.
Det sker, efter at Cohen har udfordret hendes påstand om, at hun har haft sex med Trump.
Det viser retsdokumenter indleveret ved en føderal domstol i Los Angeles mandag.
Stormy Daniels' advokat hævder således, at "Cohen forsøgte at få frøken Clifford til at fremstå som en løgner, man ikke kan stole på, og at påstanden om hendes forhold til Trump ikke er sandt".
Advokaten henviser til pornostjernens rigtige navn, Stephanie Clifford.
Blev truet til tavshed
Sagsanlægget kommer i kølvandet på et interview i CBS-programmet "60 Minutes", der blev vist på amerikansk tv natten til mandag dansk tid.
Her fortalte Stormy Daniels, at hun var blevet truet til tavshed om et tidligere seksuelt samvær med Donald Trump tilbage i 2006, da Trump allerede var gift med sin nuværende hustru, Melania Trump.
Stormy Daniels fortæller i interviewet, at hun blev truet af en mand på en parkeringsplads i Las Vegas i 2011.
- En mand kom hen til mig og sagde "lad Trump være i fred. Glem historien", siger hun.
Ifølge Daniels indgik hun op til præsidentvalget i 2016 en fortrolighedsaftale, som skulle forhindre hende i at fortælle om forholdet mellem de to.
6. marts i år sagsøgte hun dog præsidenten for ikke at have underskrevet aftalen og tilbød at tilbagebetale de 130.000 dollar, hun havde modtaget i forbindelse med aftalen.
Det Hvide Hus afviser Daniels' påstand mod Trump.
/ritzau/Reuters