Pornoskuespillerinden Stormy Daniels har tilbudt at tilbagebetale de 130.000 dollar, hun modtog fra Donald Trumps personlige advokat, Michael Cohen, for at holde mund om sin påståede affære med den amerikanske præsident.
Til gengæld vil hun have annulleret den fortrolighedsaftale, som hun indgik med præsidenten kort før præsidentvalget i 2016, så hun kan fortælle frit om det forhold, hun angiveligt har haft til ham.
Hun vil samtidig også have lov til kunne ”bruge og offentliggøre alle beskeder, billeder og/eller videooptagelser vedrørende præsidenten, som hun muligvis er i besiddelse af” uden risiko for at blive straffet bagefter.
Det skriver hendes advokat, Michael Avenatti, ifølge avisen The New York Times i et brev til Donald Trumps advokat.
- Som vi hele tiden har sagt, er det her om at få sandheden frem, og at frøken Clifford kan få lov til at fortælle det amerikanske folk, hvad der virkelig skete, så de selv kan tage stilling til sagen, skriver Michael Avenatti i en udtalelse.
Aftale skal annulleres
Stormy Daniels, hvis rigtige navn er Stephanie Clifford, har fortalt, at hun for mere end ti år siden havde en flere måneder lang affære med Donald Trump.
Donald Trump har selv afvist beskyldningerne.
Men kort før præsidentvalget for halvandet år siden indgik den republikanske præsidentkandidat en fortrolighedsaftale med Stormy Daniels for at sikre, at hun ikke begyndte at fortælle om sine påståede oplevelser med den amerikanske rigmand.
Få dage før valget overførte Michael Cohen, som havde udfærdiget fortrolighedsaftalen, 130.000 dollar til Stormy Daniels. Advokaten har efterfølgende fortalt, at han selv betalte pornoskuespillerinden, og at hverken Donald Trump selv, hans organisation eller præsidentkampagne var inde over transaktionen eller har betalt ham for det efterfølgende.
Men ifølge Stormy Daniels bør fortrolighedsaftalen helt annulleres, da Donald Trump aldrig selv satte sin underskrift på den.
Tilbagebetales fredag
Hun har derfor lagt sag an mod præsidenten, hvilket har skabt stor opmærksomhed i USA. Og præsidenten har ikke opgivet sin kamp for at lukke munden på den 38-årige Stormy Daniels.
I sidste uge kom det frem, at Donald Trumps advokat i begyndelsen af marts fik udstedt et midlertidigt forbud mod, at Stormy Daniels må udtale sig om sagen.
- Denne sag er allerede blevet vundet ved en voldgiftsret, sagde præsidentens talskvinde, Sarah Sanders Huckabee, efterfølgende til pressen.
Det har ikke været muligt for The New York Times at få en kommentar fra Donald Trumps advokat. Men Stormy Daniels' advokat har givet Michael Cohen indtil tirsdag eftermiddag til at komme med et svar på tilbuddet.
Hvis præsidenten siger ja, vil hun overføre de 130.000 dollar inden fredag.